320px|thumb|Skude ved Løkken. Illustration i værket Nordiske Billeder udgivet af i 1873. Skudehandel betegner en handel, der indtil slutningen af 1800-tallet foregik mellem Jyllands vestkyst og Vestnorges ladesteder. Afstanden til Norge er kortest fra Klitmøller, hvor den angives til 110 km. Skudehandel foregik i fladbundede fartøjer specielt velegnet til til de jyske sandstrande, benævnt sandskuder og baggeskuder. Sandskuder blev bygget i Thy, mens man i Vendsyssel indkøbte både i Norge.

Hvor man i Danmark havde et overskud af smør, korn og mel, havde man i Norge omvendt prisbilligt tømmer og metal.

Et afgørende vendepunkt for skudehandelen indtraf i 1665, hvor skudehandlerne i Klitmøller ansøger kongen om at kunne fortsætte den handel de "siden Arilds tid" havde bedrevet. Skudehandelen foregik udenfor bygrænserne og kunne derfor unddrage sig skat og told med deraf bedre konkurrenceevne. Dette var en torn i øjet på handelsfolkene fra Thisted, men deres forsøg på at stække denne handel førte blot til, at kongen så en mulighed for at inddrive mere skat.

Skudehandelen fik også indflydelse på befolkningsforholdene, idet skudehandlere fra Danmark tog handelsborgerskab i en købstad i Norge, og/eller giftede sine børn ind i familierne der – og omvendt. Derfor er der en del danskfødte begravet i f.eks. Arendal i Norge. Dialekten i området af Norge er ligeledes betydeligt mere danskklingende end i øvrige dele af Norge.Holm (1989), s 271-282

Skudehandelen ophørte i forbindelse med anlæggelsen af jernbaner, idet kornet nu med fordel kunne transporteres til en større havn og derfra med store skibe til udlandet.

Der er et museum i Tornby "Tornby Gamle Købmandsgård" hvor der har boet skudehandlere i de tider. Museets udstilling fortæller om skudehandlen. Vendsyssel Historiske Museum har nær Tornby Strand åbnet et museum vedr. skudehandel ved navn Tornby Bådhal.

Skudehandel i renæssancen Skudefart på den nordvestlige kyst af Vendsyssel og Thy lader sig dokumentere tilbage til første halvdel af 1500-tallet, men skudefarten synes på daværende tidspunkt helt at være forestået af norske søfolk. Baggrunden herfor var, at tømmereksporten tog et kraftigt opsving i slutningen af 1400-tallet i det sydøstlige Norge, og efter vandsavens indførelse omkring 1520 indtraf fremvækst af en selvstændig befolkning af skovhuggere, som have store behov for fødevarer. Fra denne tid må regnes med skudefart på Danmark, der bragte mel, malt, flæsk og andre fødevarer til Norge. I regnskaber fra Akershus fra 1528-1529 omtales flere gange dansk byg, rug, malt og mel.Enemark; s. 1-3 Norge havde kronisk mangel på korn men til gengæld træ at udføre, hvorimod de danske områder havde overskud af korn men mangel på træ.Hvidtfeldt (1935), s. 30-31 Sådanne norske skuder kaldet "bagiskude" i Hvetbo Herreds Tingbog optræder i retssager i 1633Hvetbo Herreds Tingbog 1631, 1632 og 1633 transskriberet af I.C. Højensgaard, s. 182, 184 og i 1642. Således nævnes, at i 1641 kom 3 norske skuder til Blokhus og 1 skude til Kjettrup ladede med tømmer. Ligeledes oplyser Vester Brønderslev kirkes regnskabsbog, at kirken i 1638 havde købt 3 tylter deller (planker) i "Vesterstrand" (formodentlig Blokhus) og 14 fyrretræer ved "Furreby Strand" (Løkken).Klitgaard (1910), s. 533 En dansk skudehandel synes først at være påbegyndt efter 1660.

I et lensregnskab fra Aalborghus for 1591-1592 omtales "vragtømmer", og i Ørum lensregnskab for 1596-1597 nævnes "toldtømmer". Ifølge sidstnævnte regnskab blev betalt 29 tylter tømmer, og med en told på en halv tylt vil dette svare til 58 skuder i Ørum len (omfattende Hassing, Hillerslev, hundborg og Revs herreder). I 1609-1610 ankom en "bageskude" til "Torskminde" (Torsminde) i Ulvborg herred, mens Jens Christensen i Mølgaard i Hing herred fik en bøde for at have udført varer "af Torskminde, som er en ulovlig havn."Hvidtfeldt (1935), s. 31 Åbenbart var det kun nordmændene, som havde ret til denne sejlads.

I 1619 rejste lensmanden på Ørum sag mod borgere i Thisted, som havde udskibet varer på vestkysten.Hvidtfeldt (1935), s. 36 Efter dette begyndte man på bytinget at få tingsvidner på denne sejlads: i 1631 således på en skude, som havde besøgt Lyngørsund i Norge og her solgt korn, og i 1636 på flere personer, som havde besøgt norske havne og solgt varer. I 1639 blev afgivet tingsvidne på, at nordmænd havde købt korn til levering i Vilsund og betalt kontant. Også adelen udnyttede sine privilegier til at deltage: således omtaler et tingsvidne fra Hillerslev herredsting af 7. september 1647, at Iver Kaas til Ulstrup i Hundborg herred havde udstedt 5 adelige pas til skibe, som blev lastede med korn, mel, gryn og flæsk ved Hanstholm; varerne blev solgt i Mandal, Kristianssand og Flekkeø.Hvidtfeldt (1935), s. 37 I 1640 var 6-7 tingsvidner på udskibning ved Vilsund og på vestkysten, som var foregået i flere år.

Omtrent på samme tid, den 8. maj 1644, blev udstedt et brev til Palle Rosenkrantz, der gav bønderne i Nedenæs len i Norge ret til at sejle til Jylland og købe korn, som de dog kun måtte udføre til Norge.Hvidtfeldt (1935), s. 38 Et par år senere, den 4. april 1646 blev udstedt et brev til lensmanden over Ørum len, Christoffer Hvas, om at borgere i Thisted havde klaget over "..adskillige prangere, bondesønner og drenge der sammesteds, som adskillige varer af landsens fedme opkøber og paa ulovlige havne baade hemmeligt og aabenbart udskiber.." Det blev indledningen på en længere varende retssag ved Hillerslev herredsting med det formål, at sikre købstadens borgere eneret på handelen. Udfaldet blev imidlertid hæmmet af det forhold, at nordmændene allerede havde fået tilladelse til at drive denne skudehandel, og denne ret blev bekræftet ved et kongeligt brev af 17. december 1646 og igen i et brev dateret 29. maj 1647.Hvidtfeldt (1935), s. 41 Nordmændene kunne efter dette sejle som de plejedeHvidtfeldt (1935), s. 43, mens det for nordjyderne trak lidt længere ud. Afgørende var, at der nu blot skulle et samarbejde til, hvor nordmænd og danskere udgjorde partsredere, så ville tilladelsen automatisk også omfatte den danske partner. Den 21. juli 1651 kom sagen for højesteret, som afgjorde, at "..efterdi recessen udtrykkelig tillader tømmerlast at maatte sælges til bønder, hvor slet egn er, og i betaling antages, hvis varer bønderne ejer, er der saa for rette afsagt, at Tisted bys privilegier saa vel som landstings afvisning ikke bør at hindre, at den sag, som Jens Olufsen og hans medredere for sin skade lader paatale, jo bør efter lovlig medfart at paakendes og paa tilbørlige steder dømmes, saa vidt ret er.."Hvidtfeldt (1935), s. 43f En af de skadelidte fra Kristianssand bad om kompensation, og dette pålagdes borgmester og råd i byen; mere høres der ikke til sagen.Hvidtfeldt (1935), s. 44 Svenskekrigene viste, at handelen var af afgørende betydning for Sydnorge, og dermed var vejen åben for en legalisering af handelen. Ganske vist forsøgte borgmesteren i Thisted, Peder Justesen, endnu en gang at forbyde bønderne i Hansted og Klitmøller at drive skudehandel, men efter en klage fra dem måtte han trække i land med en erklæring om, at han kun havde skredet ind af frygt for, at tolden ikke ville blive betalt som den skulle, og dermed var vejen åben for, at en skriftlig tilladelse til dansk skudehandel endelig blev givet den 24. september 1666.Hvidtfeldt (1935), s. 45

Skudehandel under enevælden Gennem hele renæssancen havde Thisted med skiftende held ført en hånd kamp imod skudehandelen på vestkysten i amtet, i særdeleshed fra Klitmøller. Det afgørende vendepunkt indtraf i 1666. Den 8. august 1665 fremsendte 16 strandsiddere bosatte på strækningen mellem Hanstholm og Klitmøller en ansøgning til kongen om, at de frit måtte fortsætte den skudehandel, som de tidligere havde kunnet foretage uden klager fra Thisted.Klitgaard (1896), s. 211-212 Efter, at borgmesteren i Thisted, Peder Justesen, havde erklæret, at han intet havde at indvende mod handelen på vestkysten, hvis skudehandlerne betalte told som de skulleKlitgaard (1896), s. 212-213, blev tilladelsen givet ved et åbent brev dateret 24. september 1666.Klitgaard (1896), s. 213Ditlevsen (1915), s. 58-60 Noget senere, ved åbent brev af 21. januar 1688 fik også bønderne i Vandfuld og Skodborg herreder tilladelse til "med Sandskuder at sejle fra Bovbjerg og Harboøre til Norge for at forhandle deres Korn og andre uforbudne Varer, og derfra igjen helte og paa foreskrevne Steder indføre saa meget Tømmer, som de til deres Bygninger have fornødent." Omtrent samtidig, ved plakat af 4. september 1680, blev der givet beboerne i "udhavnene" Klitmøller, Blokhuset og Tornby Strand ret til at indføre og handle med norsk tømmer og at udføre korn mod at angive varerne ved nærmeste toldsted, ligesom der blev beskikket strandriddere til at føre opsyn med handelenKlitgaard (1908-10), s. 532-533, og ved Toldforordningen af 26. november 1768 blev det i kapitel 6 § 3 på tilsvarende måde bestemt, at "Det er dem, som udi Jylland imellem Klitmøllerne, Blokhuset og Torneby-Strand paa en Distance af omtrent 12 Mil ere boende, tilladt at indtage de sig af Landboerne tilforhandlede Landets egne Producter, men intet andet og dermed sejle til Norge, saavelsom til Kjøbstæderne her i Riget, .. og derfra Tømmerlast, Kalk og Sten til Retourladning føre tilbage."Klitgaard (1896), s. 213-214Ditlevsen (1915), s. 61

Som følge af disse tilladelser udviklede sig i anden halvdel af 1600-tallet, formentlig især i tiåret 1670-1680Klitgaard (1932), s. 386, gennem hele 1700-tallet og op til begyndelsen af 1800-tallet en mere eller mindre fast skudehandel bedrevet af egentlige købmænd, skudehandlere, fra flere steder, hvor forholdene tillod det, især Kjul, Skallerup, Lønstrup, Løkken, Blokhus, Slettestrand, Thorupstrand, Hanstholm og Klitmøller.Klitgaard (1896), s. 216Klitgaard (1932), s. 384

Det fartøjer, som blev anvendt ved denne handel, kaldes sandskuder. Der var tale om ret små skuder på 5-25 ton lastedrægtighed, klinkbyggede men med trænagler, hvorved de havde større elasticitet og derfor uden at lide skade kunne lade sig løfte af bølgerne op på strandbredden således, at de, når vandet trak sig tilbage, stod på næsten tørt land.Klitgaard (1896), s. 217 Losning og ladning måtte som regel ske ude på rheden, idet man fragtede varer det sidste stykke ind og ud med fladbundede både kaldet "skibningsbåde", mens trælasten fra Norge som regel blev væltet over bord ved kysten og selv flød op på strandbredden, hvor den kunne opsamles.

Under Store Nordiske Krig 1709-1720 synes skudehandelen på vestkysten at have haft sin absolutte blomstringstid. En medvirkende årsag hertil var sikkert, at den modsvarende sejlads i Kattegat da blev hæmmet af svenske kapere.Klitgaard (1932), s. 388 Ikke mindst oplevede Løkken en storhedstid, og Hjørring forsøgte da at få området lagt ind under sit læbælte, men forgæves.Klitgaard (1932), s. 390