De grønne pigespejdere er et dansk spejderkorps, der varetager opgaven med at gennemføre spejderaktiviteter. Spejderkorpset er en selvstændig og landsdækkende børne- og ungdomsorganisation for piger, der primært er ledet af kvinder.

De grønne pigespejdere kort fortalt De grønne pigespejdere har ca. 3.300 medlemmer fordelt på 120 grupper i Danmark. De kendes på deres grønne spejdertrøjer og ternede spejdertørklæder. Spejderaktiviteterne ledes af frivillige, ulønnede ledere.

Spejderkorpset arbejder for, at piger og kvinder bliver i stand til at udvikle og udnytte deres fulde potentiale med henblik på at give piger mod og kunne sætte verden i bevægelse.

Spejderkorpset blev stiftet som 'KFUK-spejderne i Danmark' den 4. maj 1919 af Ingrid Ulbricht. Den 1. maj 2003 blev navnet ændret til De grønne pigespejdere.

Organisation Frivillighed: De grønne pigespejdere er en forening båret af frivillige kræfter. De lokale grupper er samlet i regioner, hvis opgave det blandt andet er at understøtte trivsel og vækst i regionens grupper.

Derudover er der en frivillig hovedbestyrelse og en række teams og arbejdsgrupper, der arbejder med nationale indsatser. De grønne spejdere indgår herudover i medlemskaber i organisationer med fokus på spejderarbejdet/børn- og ungdomsarbejdet.

Ledelse: Delegeretforsamlingen er den øverste myndighed hos De grønne pigespejdere. Hvert andet år afholdes der delegeretmøde i korpset. Delegerede fra landets grupper og regioner vælger en hovedbestyrelse på syv medlemmer, der skal varetage den overordnede udvikling for De grønne pigespejderes arbejde og træffe beslutninger frem til næste delegertmøde. Hovedbestyrelsen kan invitere personer, der ikke har stemmeret og ikke behøver at være medlemmer af korpset til at deltage i hovedbestyrelsens arbejde. Herudover kan den nedsætte projektgrupper til varetagelse af specifikke opgaver.

I det daglige bliver spejderarbejdet understøttet af et med faglige konsulenter og en generalsekretær i spidsen. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte er protektor for De grønne pigespejdere.

Medlemskaber: De grønne pigespejdere er medlem af paraplyorganisationen ’Spejderne’, der er en børne- og ungdomsbevægelse med over 70.000 medlemmer fra de fem spejderkorps, De grønne pigespejdere, KFUM-Spejderne, Det Danske Spejderkorps, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig. Det fælles formål for 'Spejderne’ er: ’Sammen gør spejderne børn og unge beredte til livet gennem fællesskab, friluftsliv og udfordringer.’

Korpset er også medlem af ’Pigespejdernes Fællesråd Danmark’ (PFD), der er en paraplyorganisation for pigespejdere i Danmark. PDF repræsenterer således De grønne pigespejdere og de kvindelige medlemmer i Det Danske Spejderkorps, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig i verdensspejderorganisationen World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS).

De grønne pigespejdere er herudover medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd, der er en paraply- og interesseorganisation for idébestemte og samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer, der arbejder for at fremme demokratiske fællesskaber for børn og unge i foreningslivet.

Grupper og regioner Grupper: De grønne pigespejdere har ca. 120 grupper spredt ud i landet. En gruppe bør ifølge korpsets vedtægter have mindst 25 medlemmer og – hvis hensigtsmæssigt omfatte alle typer enheder, der er målrettet forskellige aldersklasser, se evt. nedenstående oversigtstabel. Gruppen ledes af en gruppebestyrelse bestående af spejderledere og forskellige kontaktpersoner og repræsentanter for medlemmerne. Enheder i De grønne pigespejdere <small> fordelt på betegnelse for enhedens medlemmer, alder/klassetrin og enhedens navn. Betegnelse for enhedens medlemmer Alder/klassetrin Navn på enhederne Spilopper: 3-5 år <small> (sammen med en voksen) Spilopflok Spirer 0.-1. klasse Spireflok Grønsmutter 2.-3. klasse Flok Spejdere 4.-7. klasse Trop Seniorspejdere 8.-10. klasse Seniortrop/patrulje Rangere 17 år og ældre 18 år og ældre Rangertrop/enhed Regioner: De grønne pigespejdere er inddelt i ti regioner, der hver rummer et antal spejdergrupper. Regionen ledes af en regionsledelse bestående af en regionschef og mindst tre regionsassistenter samt andre. Regionernes primære opgave er at understøtte trivsel og vækst i regionens grupper og tilse, at arbejdet foregår i overensstemmelse med korpsets formål og arbejdsgrundlag. Regionerne skal herudover arbejde for spejderarbejdets synlighed i regionen.

Korpsets spejdercentre De grønne pigespejdere ejer to spejdercentre. ’Spejderbakken’ i Grejsdal nord for Vejlehttps://pigespejder.dk/spejderbakken/ og ’Spejderklinten’, der med sine 13 hektarer ligger ned til Lovns Bredning ved Limfjorden.https://pigespejder.dk/spejderklinten/

Historik Spejderkorpset har sin oprindelse i det civile KFUK. I begyndelsen af 1919 var opbakningen til oprettelsen af et spejderkorps for kristne piger dog ikke stor – de allerfleste ledere i KFUK fulgte holdningen hos formanden, komtesse Henriette Knuth, der var imod spejderbevægelsen. Om end starten var svær, kunne den daværende formand for KFUK’s hovedforening Ingrid Ulbricht stifte KFUK-spejderne i Danmark den 4. maj 1919. Senere i 1919 kunne KFUK-spejderne stille med en hel division på 130 piger, der overgik fra Det Danske Pigespejderkorps, der allerede var stiftet i 1910. Herfra steg antallet af medlemmer.

I 1980'erne fik KFUK-spejderne imidlertid et medlemstab. Det skete i forlængelse af en beslutning om, at KFUK-spejderne ikke ønskede en sammenlægning med KFUM-Spejderne, hvorefter KFUM-Spejderne åbnede for medlemskab af piger.

Den 1. maj 2003 blev spejderkorpsets navn ændret fra det oprindelige navn 'KFUK-spejderne' til De grønne pigespejdere. I samme forbindelse skiftede korpset også logo fra et kløver med en trekant omkring til et kløver med et kors indeni, hvor korset symboliserer tilknytningen til det kristelige. I 2009 ændrede De grønne pigespejdere deres spejdermotto fra det oprindelige ’Værn og tjen’ til ’Vær Beredt’, hvorved det blev enslydende med det internationale spejdermotto ’Be Prepared’.

I 2019 blev De grønne pigespejdere det første spejderkorps i Danmark, der traf beslutning om at skifte spejderuniformen ud med en mere tidssvarende spejdertrøje, hvori der er vævet to mindre logoer for De grønne pigespejdere. Fremadrettet er det ikke hensigten, at der sættes spejdermærker på tøjet.

Grundlaget for spejderarbejdet De grønne pigespejdere har en vision om gennem spejderarbejdet at give piger mod og sætte verden i bevægelse. Visionen søges nået gennem arbejdet med at gøre piger og kvinder i stand til at udvikle og udnytte deres fulde potentiale.

Herudover er spejderarbejdet hos De grønne pigespejdere overordnet set funderet på fire grundsten: 1) Formål, 2) spejderlov og løfte, 3) et værdigrundlag og spejdermetoden og 4) spejderaktiviteterne.

Formål De grønne pigespejdere, der er en børne- og ungdomsorganisation, arbejder ud fra et formål om at drive spejderarbejde i overensstemmelse med spejderloven og det internationale spejderløfte med afsæt i folkekirkens budskaber og værdier.

Spejderløfte -lov og mottoer De grønne pigespejdere har deres eget spejderløfte og spejderlov. Derudover har de også et motto, der har samme ordlyd som det internationale motto. Spirer og grønsmutter har særskilte mottoer. Se de to nedenstående oversigter.

Spejdernes løfte og lov samt det internationale mottoSpejderløfte

'Som spejder lover jeg at gøre mit bedste for at ære Gud ved at leve efter hans vilje.'

Spejderloven 'Derfor skal en spejder: tale sandhed stifte fred dele med andre være en god kammerat værne om naturen vise hensyn og hjælpe andre leve i hjem og samfund med kærlighed og omtanke'

Spejdernes motto 'Vær beredt' (på engelsk: 'Be prepared')

{| class="wikitable" style="text-align:center; !

!style=background:#adcaaa; width=150 |Mottoer for grønsmutter og spirer |align=left|Grønsmutternes motto'Vi vil stå sammen. Vi vil gøre vort bedste.'Spirernes motto'Vi vil hjælpe hinanden og dele med andre.'

Værdigrundlag og pigespejdermetoden Værdigrundlag: De grønne pigespejdere har en række underliggende værdier, for arbejdet hos pigespejderne. De kan kort sammenfattes til: Udvikling af piger og kvinder Rummeligt og forpligtende fællesskab Frirum til pigerne Friluftsliv og natur som ramme for det udfordrende pigespejderliv Initiativ, handlekraft og engagement i hinanden, medmennesker og omverden Et folkekirkeligt fundament for spejderarbejdet Uformel læring og aktiviteterPigespejdermetoden: Når De grønne pigespejdere laver aktiviteter, er seks grundlæggende principper centrale for den uformelle læring. Metoden er baseret på den internationale pigespejderorganisations model med fem elementer, men der er tilføjet et yderligere element, ’børn leder børn’. Samlet set bliver de kaldt for spejdermetoden.

De seks principper er kort præsenteret nedenfor: Børn leder børn Spejderarbejde drives af og for børn og unge støttet af voksne. De yngre piger får lov til at prøve sig frem og prøve kræfter med at være rollemodeller for andre børn samtidig med, at de får rum til at reflektere over egen rolle som leder.

Learning by doing Spejderarbejdet tilrettelægges med en undersøgende og eksperimenterende tilgang, hvor fokus er på proces fremfor resultat, hvorved spejderne får mulighed for at lære gennem egne erfaringer.

Læring i små grupper Ud over at indgå i store fællesskaber lægges der i spejderarbejdet vægt på at lade opgaveløsning og udfordringer foregå i mindre fællesskaber. Gennem tryghed i små grupper får pigerne mulighed for at lære at støtte hinanden, tage initiativ og tage beslutninger på demokratisk vis, så de får mod til at kaste sig ud i ny udfordringer.

Progression i ansvar og læring tilpasset den enkelte Det er individuelt, hvordan læring og inspiration finder grobund. I samarbejde med pigerne bliver der udviklet og valgt aktiviteter med forskellige læringsmetoder, så den enkelte får mulighed for at finde frem til egen bedste læring og sætte egne mål. Sammenhold og samarbejde med andre som er forskellige fra én selv I spejderarbejdet søger man at lære at sætte pris på forskelligheder, øve sig i at kommunikere, få gode relationer og fokusere på det fælles. Herudover bestræber man sig på at forstå og sætte sig i andre menneskers sted og gøre en forskel for dem.

Bevidsthed om at drage omsorg for vores omverden Spejderne lærer aktivt at involvere sig i samfundet og være opmærksomme på og få en forståelse for omverdenen og om muligt gøre en forskel – herunder at lære natur og nærmiljø at kende, så man kan værdsætte den og passe på den. Herudover har De grønne pigespejdere italesat en læringstrappe, der er gennemgående for spejdernes aktiviteter. Den har fire trin: Opleve, lære, anvende og formidle.

Spejderaktiviteter Spejderaktiviteterne hos De grønne spejdere er baseret på et arbejdsprogram med ’aktivitetsmærker’ inden for to overordnede områder: Udfordringer – inden for områderne ´På opdagelse´, ´Under åben himmel´ og ´Pigespejdersport´ Engagement – inden for områderne ´Pigeliv´, Tro og tvivl´og ´Verdensborger´. Mærkerne er målrettet forskellige aldersgrupper, hvorved de er med til at sætte retning for udvikling af børn og unge frem mod voksenalderen. Mærkerne kan også medvirke til at strukturere spejderaktiviteterne. På De grønne pigespejderes hjemmeside kan spejdere og ledere søge på 265 beskrivelser af aktiviteter, der er målrettet de respektive aldersgrupper i enhederne. Efter gennemførelse af aktiviteterne inden for et specifikt område, modtager spejderne et ’mærke’, der vidner om de færdigheder, som spejderen har fået.

Landslejre