District line er en London Underground-bane, der krydser Storlondon fra øst til vest. Fra Upminster, den østlige endestation, forløber banen gennem det centrale London til Earl's Court, før den deler sig i tre vestlige afgreninger, til Ealing Broadway, Wimbledon og Richmond. Der er en kort gren, der går fra Earl's Court til Kensington (Olympia). En gren forløber også fra Earl's Court mod nord til Edgware Road via Paddington. Banen er farvet grøn på netværkskortet, og den betjener 60 stationer på 64 km, og med broer over Themsen på Wimbledon- og Richmond-grenene, er det den eneste London Underground-bane, der krydser floden på denne måde. Sporet og stationer mellem Barking og Aldgate East deles med Hammersmith & City line, og mellem Tower Hill og Gloucester Road, samt Edgware Road-grenen deles med Circle line. Nogle af stationerne deles med Piccadilly line. Modsat Londons dybtliggende tube-baner er jernbanetunnellerne beliggende lige under overfladen og er af en størrelse svarende til de britiske fjernbaner.
District line er den travleste af sub-surface-banerne så vel som den femte travleste bane samlet set i London Underground med over 208 millioner passagerer i 2011-12.
Den oprindelige Metropolitan District Railway (som den hed) åbnede i december 1868 fra South Kensington til Westminster, som en del af en plan om en underjordisk "indre cirkel", til at forbinde Londons fjerntogsterminaler. Oprindeligt blev trævogne trukket af damplokomotiver. Elektrificering blev finansieret af amerikaneren Charles Yerkes, og elektrisk drift begyndte i 1905. I 1933 blev jernbanen indlemmet i London Passenger Transport Board. I første halvdel af 1930'erne overtog Piccadilly line Uxbridge- og Hounslow-grenene, dog med et District line-tog i myldretiden på Hounslow-grenen indtil 1964. Kensington (Olympia) har været betjent af District line siden 1946, og en kort afgrening til South Acton lukkede i 1959. Togene medbragte togførere indtil enmandsbetjening blev introduceret i 1985.
Signalsystemet bliver opgraderet og det nuværende D-materiel udskiftes med nyt 7-vogns S-materiel ved udgangen af 2016.
Historie District Railway Metropolitan District Railway (almindeligt kendt som District Railway) dannet for at anlægge og drive en del af en underjordisk "indre cirkel", som skulle forbinde Londons jernbaneterminaler. Den første bane åbnede i december 1868 fra South Kensington til Westminster, med driften opereret af Metropolitan Railway ved brug af trævogne trukket af damplokomotiver. I 1871, da District Railway begyndte selv at køre sine tog, var jernbanen blevet forlænget til West Brompton og en endestation ved Mansion House. En kurve fra Earl's Court til West London Railway blev benyttet af London & North Western Railway (L&NWR) for en rute til Broad Street og Great Western Railway for en rute til Moorgate via Paddington. Banen blev forlænget til Hammersmith fra Earl's Court, og driften forlænget til Richmond via London and South Western Railway (L&SWR)'s spor og afgreninger tilsluttede Ealing Broadway, Hounslow og Wimbledon. Som en del af projektet, der fuldendte Circle line i oktober 1884, begyndte District Railway at betjene Whitechapel. Tog begyndte at køre til Upminster i 1902, efter en forbindelse til London, Tilbury & Southend Railway (LT&SR) var blevet anlagt.
thumb|Det fællesejede eksperimentalpassagertog, der kørte i seks måneder i 1900 I begyndelsen af det 20. århundrede fik District Railway forøget konkurrence fra de nye elektriske underjordiske tube-baner og sporvogne, og brugen af damplokomotiver under jorden medførte upopulære røgfyldte stationer og vogne. Amerikaneren Charles Yerkes, der senere dannede Underground Electric Railways of London, finansierede den nødvendige elektrificering af jernbanen, og de første elektriske tog kørte fra Ealing til South Harrow i 1903. Elektriske togsæt blev introduceret på andre ruter i 1905, og East Ham blev den østlige endestation. Elektriske lokomotiver blev benyttet på L&NWR-afgange fra Mansion House til Earl's Court, og i senere år for skifte på Barking til et damplokomotiv på LT&SR-ruten fra Southend til Ealing Broadway.
Hounslow og Uxbridge blev betjent af 2- eller 3-vognsshuttletog fra Mill Hill Park (nu Acton Town). Nogle tog betjente også South Acton og det centrale London i myldretiden. Driften blev igen forlænget til Barking i 1908 og til Upminster i 1932. I 1932 blev Piccadilly line-tog forlænget fra Hammersmith til South Harrow ved overtagelse af District line-driften fra Acton Town til South Harrow, selvom District line fortsatte med at køre en shuttle fra South Harrow til Uxbridge. I 1933 kørte Piccadilly line-tog videre til Hounslow West, mens District line fortsat kørte tog med en shuttle fra South Acton til Hounslow udenfor myldretiden.
London Transport Den 1. juli 1933 blev District Railway sammenlagt med andre Underground-jernbaner, sporvejsselskaber og busoperatører for at danne London Passenger Transport Board, og fra 23. oktober 1933 kørte Piccadilly line-tog gennem til Uxbridge og District line-shuttlen ophørte. De fleste bivogne på District line var af B-materiel fra 1904-05 med trækarrosseri, men motorvogne var under 15 år gamle. New Works Programme fra 1935-40 omfattede dannelse af Q-materiel af disse motorvogne, opgraderet med elektro-pneumatiske bremser og luftdrevne døre, og bivognene erstattet med nye. District line-betjeningen udenfor myldretiden på Hounslow-grenen ophørte 29. april 1935, og South Acton blev betjent af en shuttle til Acton Town.
thumb|left|Et tog af R-materiel sammensat af en blanding af umalet aluminium og (hvide) malede stålvogne. London, Midland and Scottish Railway (LMS) havde overtaget L&NWR's drift fra Earl's Court, og ved 2. verdenskrig havde denne blevet forkortet til en elektrisk shuttle mellem Earl's Court og Willesden Junction. Efter bombeangreb på West London Line i 1940 blev LMS- og Metropolitan line-tog via West London Line suspenderet. Dette efterlod messecentret Olympia uden en jernbaneforbindelse, så efter krigen blev Kensington Addison Road Station omdøbt til Kensington (Olympia) og betjent af en District line-shuttle fra Earl's Court. R-materiel, sammensat af nye vogne og bivogne fra Q-materiel, der var blevet bygget i 1938, erstattede togene, der stadig havde manuelle skydedøre. De nye tog blev bygget mellem 1949 og 1959, og efter 1952 blev tog bygget af aluminium for at spare vægt. Et tog forblev umalet som et eksperiment og betragtet som en succes, så mellem 1963 og 68 forblev tog umalet eller malet hvide eller grå for at matche. Overdragelsen af CO/CP-materiel fra Metropolitan line i begyndelsen af 1960'erne muliggjorde skrotning af nogle af Q-togene. De langsomme spor på den tidligere LT&SR-bane til Upminster blev delt med damplokomotiver, der trak gods, og passagertog indtil 1961, hvor District line eksklusivt overtog driften på de jævnstrømselektrificerede baner.
South Acton-shuttlen ophørte 28. februar 1959, hvilket var fulgt af District lines hurtige myldretidstog til Hounslow den 9. oktober 1964. I 1970'erne blev Hounslow-grenen til Heathrow-grenen, da den blev forlænget for at betjene Heathrow Airport, først den 19. juli 1975 til Hatton Cross og derefter den 16. december 1977, da Heathrow Central åbnede. Alle District line-tog kunne ikke køre gennem Aldgate East, da denne station også betjente Hammersmith & City-tog, så nogle tog endte på et endeperron på Mansion House, hvilket gjorde banen mod øst til Tower Hill overbelagt. Tower Hill Station var også trang, så stationen blev ombygget med tre perroner på en ny beliggenhed. Denne åbnede i 1967, og et år senere vendte tog på den nye station.
Driften blev foretaget med 6 vogne uden for myldretiden og 8 vogne i myldretiden indtil 1971, hvor togene blev omdannet til faste 7-vognstog, og enkelte 6-vognstog til Edgware Road-grenen. CO/CP- og R-materiel blev i slutningen af 1970'erne erstattet af nye tog med umalet aluminiumskarrosseri. Et kortere tog var nødvendig på Edgware Road-grenen pga. perronernes længde, så flere tog af C-materiel, der allerede blev benyttet på Circle og Hammersmith and City lines, blev bygget. Resten af District line kunne benytte længere tog, og nyt D-materiel blev introduceret mellem 1979 og 1983. Enmandsbetjening af togene blev foreslået i 1972, , med pga. konflict med fagforbundene blev det ikke iværksat på District line før 1985. I 2003 blev District lines infrastruktur delvist privatiseret i et offentligt-privat partnerskab, ledet af Metronet-konsortiet. Metronet blev sat under administration i 2007, og det regionale instans Transport for London overtog ansvarsområderne.
Rute Kort
Jernbanen
District line er 64 km lang og betjener 60 stationer. Store dele af banen er elektrificeret med et firskinne-jævnstrømssystem, bestående af en central strømskinne med en strømtilførelse på −210 V og en skinne udenfor køreskinnerne på +420 V, hvilket giver en potentiel spændingsforskel på 630 V, bortset fra to strækninger, hvor der kører fjerntog. På strækningerne fra East Putney til Wimbledon og Gunnersbury til Richmond er midterskinnen forbundet til køreskinnerne. Vest for Earl's Court er der fire grene. På Ealing Broadway Station har District line perroner nord for Central line og Great Western Main Line fra Paddington. Efter cirka 1,1 km møder banen Piccadilly lines Uxbridge-gren i Hanger Lane-udfletningen, og sporene deles gennem Ealing Common Station og indtil Acton Town Station, hvor Piccadilly lines Heathrow-gren tilsluttes. Fra Acton Town til Barons Court har banen fire spor, benyttet i par, hvor District line benytter det ydre par, og Piccadilly line-togene, der ikke stopper undervejs, benytter det indre par. På Richmond Station ligger London Overground og District lines perroner nord for de gennemgående perroner på Waterloo to Reading line. De to spor, der krydser Themsen på Kew Railway Bridge, deles med London Overground-tog indtil Gunnersbury-udfletningen, hvorefter District line-sporene tilslutter de firsporede District og Piccadilly lines umiddelbart før Turnham Green Station.
På hovedstrækningen er der skiftemulighed på tværs af perronerne på Acton Town, Hammersmith og Barons Court Stationer, hvorefter Piccadilly line-sporene går i tunnel, og District line bliver dobbeltsporet gennem West Kensington Station. Den korte Kensington (Olympia)-gren tilslutter i en flad udfletning og Wimbledon-grenen i en niveaufri udfletning før banen entrerer Earl's Court Station. På Wimbledon Station er Distrct line vest for South Western Main Line-perronerne. Den dobbeltsporede bane har en udfletning med Hounslow Loop Line ved East Putney Station, før den passerer over Themsen på Fulham Railway Bridge. Der er en endeperron på Putney Bridge Station, mens banen før denne fortsætter ved at passere under West London Railway og kommer op på siden heraf ved West Brompton Station før udfletningen fra hovedstrækningen og Earl's Court Station, der har fire perroner.
thumb|left|Overblik over District line-perronerne på Earl's Court
Øst for Earl's Court grener banen til Edgware Road fra hovedstrækningen i en niveaufri udfletning. Denne følger Circle line efter High Street Kensington Station, hvor District line også har to vendeperroner. Efter Paddington Station slutter denne gren sig til Hammersmith & City line i Praed Street-udfletningen, før den ender på Edgware Road, der har fire perroner. Hovedstrækningen slutter sig til Circle line ved Gloucester Road og banen og stationer, der er i cut-and-cover-tunneller, møder Themsen ved Westminster Station, hvorefter jernbanen er i Victoria Embankment på flodens nordlige bred. Ved Mansion House og Tower Hill Stationer er der endeperroner.