thumb|Tyrekolos med menneskehoved fra Sargon IIs palads i Dur Sharrukin (det nuværende Khorsabad, Irak) i Assyrien, 8. årh. Efter franksmanden Paul-Émile Bottas udgravninger i 1843–1844 blev skulpturen flyttet til Louvre alt=Semiramis, dronning af Babylon, 1905, orientalistisk arbejde af maleren Cesare Saccaggi fra Tortona.|thumb|Semiramis, dronning af Babylon, 1905, orientalistisk arbejde af maleren Cesare Saccaggi fra Tortona. Assyrien var i oldtiden et landskab og et kongerige i det nordlige Irak opkaldt efter guden Assur (i Biblen nævnes Assur som navngiver, og på akkadisk kaldes landet for "Assurs land").

Guden Assur var heros eponymos for assyrerne, lige som Athene var bygudinde for Athen. Assur lagde allerede i det 3. årtusinde f.Kr. navn til den gamle assyriske hovedstad Assur. Den ligger på vestbredden af Tigris ca. 110 km syd for byen Mosul. Assur forblev det gamle, religiøse centrum, også efter at Ninive (ved Mosul) blev politisk hovedstad.

Den semitiske befolkning i Assyrien talte en assyrisk dialekt af akkadisk.

Det assyriske imperium

Assyrien, i Bibelen og i landets gamle Sprog Assur (Ashur, Ashshur) navnet på et oldtidslandskab, der gennemstrømmes af floden Tigris, og som strakte sig omtrent fra 35. til 37. breddegrad.Schmidt, s. 273Det beboedes i oldtiden af et folk af den semitiske race om hvis ydre skikkelse lige som om dets sæder, skikke og kulturtrin, vi får rigelig oplysning, dels gennem de talrige billeder fra landets mest blomstrende tid, hvormed mange af de i vore dage af landets mægtige ruinhøje ved udgravninger fremdragne mindesmærker er prydede, dels også af de mange indskrifter, affattede ved hjælp af assyrisk kileskrift, som i det sidste århundrede er kommet for dagens lys. Den gamle hovedstad i Assyrien bar samme navn som landet, lige som også landets øverste gud hed Assur. Foruden hovedstaden fandtes i Assyrien flere andre store byer, af hvilke Ninive, der i rigets sidste århundreder var rigets hovedstad og kongernes sæde, er den mest kendte, Kalah hvis ruiner hedder Nimrod, Arbela og det af Sargon anlagte Dur-sar-ukin, nu Khorsabad og flere andre. Disse byer lå alle øst for Tigris, hvorimod den gamle hovedstad Assur lå vest for floden. Da Assyrien gennem flere århundreder var en stormagt, hvis konger beherskede de fleste strækninger af landene ved Eufrat og Tigris, fra Armeniens bjerge, oftere lige til Den Persiske Havbugt, og da de desuden ofte var herrer over Syrien, regnede grækerne ikke sjældent alle disse lande med til Assyrien.

Rige råstoffer

Det egentlige Assyrien var et frugtbart land, der havde rigelig regn og gennemstrømmedes af flere floder og vandløb, der kom fra de omgivende bjerge. Det var desuden tidligt blevet godt dyrket og var derfor også hjem for en talrig befolkning. I bjergene fandtes mineraler og metaller, som ligeledes fra gammel tid udnyttedes stærkt af beboerne.

Befolkningen og dets sprog

Bjergboerne var i den historiske tid nært beslægtede med de syd for dem boende babyloniere og talte i det væsentlige samme sprog som disse nemlig det for længst uddøde semitiske tungemål, som kaldes assyrisk.

Skriftlige kilder

Det store flertal af de indskrifter (alle i kileskrift), som har overleveret oplysninger om sproget, folket og dets historie, kommer nemlig fra Assyrien, idet de er fremdragne af ruinerne af de store, længst forsvundne byer, som fordum fandtes i Assyrien. For øvrigt er der efterhånden også kommet en ikke ringe mængde indskrifter, også i kileskrift, for dagen i Babylon og omegn, ja også på steder, der lå helt uden for Babylonien, således i Susa (i Persien), i Ægypten (i Tell-el-Amarna), i Lilleasien og så videre, og de har vist sig at være affattede i samme sprog, som med god grund kan kaldes assyrisk. Kun tegnenes form er af og til noget afvigende fra de sædvanlige former, hvilket ikke kan undre, da disse uden for Assyrien fundne kileindskrifter som oftest er århundreder ældre end de assyriske.Schmidt, s. 274

Da Babylonien hører til de ældste kulturlande i verden, kan det ikke undre, at befolkningen i Assyrien, hvem ingen naturlig grænse skiller fra Babylonien, lod sig stærkt påvirke af nabolandets høje civilisation. Denne påvirkning har sikkert taget sin begyndelse i en meget tidlig tid, måske allerede ved år 3.000 f.Kr. Vi har positive beviser for, at den har været i fuld gang, førend, den semitiske civilisation fik magten i Babylon, dengang da den gamle kultur, der skyldtes det for længst forsvundne folk, som vi kalder sumerierne, havde overmagten i Babylonien. Der er nemlig ved udgravninger i Kalat Sherkat, det gamle Assur, fundet adskillige brudstykker af statuer og lignende, udført i sumerisk stil, og det i dybt liggende lag, under de lag, i hvilke den semitiske, babylonsk-assyriske stil er eneherskende. Af indledningen til de berømte love, som skyldes kong Hammurabi af Babylon, og af hvilken lovsamling et i assyrisk (babylonsk) affattet eksemplar er indhugget på en basalt-støttesom i 1901 blev fundet i Susa af en fransk videnskabelig ekspedition under J. de Morgan, erfarer man, at de egne, som senere kaldtes Assyrien, således dette lands hovedstad Assur, dengang hørte til Babylons konges rige; endvidere at byerne havde templer lige som Babyloniens byer, og at vistnok i det hele alt her var indrettet efter babylonsk mønster. Hamurabi’s love gjaldt også for Assyrien, og de blev vistnok ved at gælde efter, at Assyrien havde erhvervet sig uafhængighed.

thumb|Mesopotamien ca. 1.450 f.Kr.Assyrien med lysegrønt.

Ved de tyske udgravninger i Assur er der kommet en mængde kileindskrifter for dagen, der skyldes fyrster i Assyrien, som i reglen kalder sig ypperstepræster for hovedguden i Assur, mens andre kalder sig "konger". En del af disse fyrster var vistnok afhængige af Babylonien, andre derimod uden tvivl uafhængige. En indskrift fra omtrent 1.120 f.Kr.opdaget i Assur og tolket i 1857 lærer os to konger i Assyrien at kende fra omtrent 1800 f.Kr., Ismi-Dagan og hans søn Samsi-Raman, af hvilke den sidste i sin hovedstad byggede et tempel for guderne Assur og Raman, der 641 år efter måtte nedrives på grund af brøstfældighed. Da Egyptens konger trængte sejrende ind i Syrien og nåede Eufrat, ja måske endnu længere frem, kom kongerne i Assyrien i brevveksling med Ægyptens konge; ja et brev fra kongen i Assyrien til Egyptens konge er endnu bevaret, fundet i Tell-el-Amarna.

Om egypterne derimod med deres hære er nået frem til selve Assyrien, er højst tvivlsomt og næppe rimeligt. For øvrigt lå i denne fjerne tid de vigtigste dele af Assyrien med hovedstaden vest for Tigrissom det udtrykkelig fremhæves i 1. Mosebog 2, 14. Efterhånden fik dog egnene øst for Tigris større og større betydning, og kong Salman-asaridu eller Salmanassar I (omtrent 1300-1270 f.Kr.) forlagde residensen til Kalah, hvor han byggede et stort nyt palads. For øvrigt karakteriseres dette tidsrum nærmest ved de hyppige krige med Babylon. Thi Assyrien havde efterhånden vokset sig så stærkt, at det kunne optage kampen med sine gamle herrer, babylonierne, og det undertiden med held. Ja, en konge i Assyrien, Tiglath-Ninib, kunne endda omkring år 1.275 f.Kr. indtage Babylon, der dog nogen tid efter atter var i stand til at genvinde selvstændighed. Om forholdet mellem de to riger får vi god oplysning af en tavle i kileskrift, der begynder omtrent med år 1470 f.Kr. og behandler en grænseprovins’ vekslende skæbne. Tavlen kaldes gerne, men mindre rigtigt, en babylonsk-assyrisk synkronistisk historie.

For øvrigt synes Assyrien henimod år 1.000 f.Kr. at have haft en svaghedstid, omtrent på den tid, da Kong David hævede Israel til en ikke ringe magt, som endnu stod oprejst under hans søn Salomo. Men, som vel kendt, var efter dennes død glansen forsvundet. Derimod hævede Assyrien sig atter henimod år 900 f.Kr. Kronologien står nu fast, idet vi har assyriske tabeller over de embedsmænd, efter hvem man betegnede året; de kaldes for eponymer. Listerne er temmelig ødelagte men supplerer hinanden nogenlunde. På grundlag af disse er det nu muligt med sikkerhed at tidsbestemme de enkelte kongers regeringstid.

Tiglath Pilesar I

Allerede ved 1.120 f.Kr. havde en assyrisk konge, Tiglath Pilesar I, ladet affatte en historisk beretning om sine sejrrige felttog og om sine byggeforetagender, af hvilken 4 eksemplarer er fundne i Assur. Indskrifterne er særdeles oplysende; de fortæller blandt andet om assyriske indfald i Nordsyrien. Men fra de følgende 200 år har vi ingen lignende længere historiske indskrifter.

Det nyassyriske rige Se også Konger af Assyrien#Nyassyrisk periode, Mesopotamien#Det nyassyriske imperium (1000-600 f.Kr.) Det nyassyriske rige var en tid med fremgang for riget. På denne tid udviklede Assyrien sig antagelig til det mægtigste rige i verden i sin samtid.

Længere historiske indskrifter begynder først med Assur-nasir-pal, der var konge 885—859 f.Kr. Han har efterladt sig mange indskrifter, af hvilke de fleste var indhuggede på alabastplader i det af ham i Kalah opførte palads, som Layard opdagede og udgravede, og som han kaldte »Nordvestpaladset«. Kongen foretog flere heldige krigstog til egnene nord og nordvest for Assyrien samt til Nordsyrien, hvor han trængte frem til Middelhavet.

Salmanassar III thumb|Kort, som viser assyrerriget i dets storhedstid.

Hans søn og efterfølger Salmanassar III, der var konge i Assyrien 859-828 f.Kr., i 31 år, udvidede atter riget meget, betvang således Babylon 852 f.Kr. og alle strækninger indtil den Persiske Bugt. For øvrigt var særligt Syrien genstand for hans angreb. Han kæmpede med kongerne i Hamath og Damask, som fik hjælp fra en del andre syriske konger, blandt hvilke Akhab af Israel nævnes. I spidsen for syrerne stod kongen af Damask; 849 f.Kr. var det Dadda-idri (Hadad-ezer), der i Bibelen kaldes Benhadar; 842 var denne afløst af den fra Bibelen vel kendte Hazael.

Da Jehu havde udryddet Akhab’s slægt og besteget Israels riges trone, sendte han et gesandtskab til Assyrien, hvis konge fandt det så mindeværdigt, at han afbildede dets modtagelse på den sorte marmor-obelisk, på hvilken han indhuggede en beretning om sine krigsbedrifter i de 31 år, han sad på tronen. Obelisken opstilledes i Nordvestpaladset i Kalah, i hvis ruiner Layard fandt den, og hvorfra han førte den til British Museum. Af hans søn Samsi-Raman’s historiske indskrifter erfarer vi, at en broder til denne, Assur-dan-il, omtrent 828 f.Kr. gjorde oprør mod faderen. En del af riget sluttede sig til ham, men andre dele holdt med hans broder Samsi-Raman, der 825 f.Kr. vandt overhånd og beholdt tronen til sin død 812.Schmidt, s. 275

Raman-nirari II Hans søn og efterfølger Raman-nirari II (812-782 f.Kr.) førte forskellige krige, som han beskriver i sine indskrifter. Blandt andet overvandt han kongen af Damask, som han kalder Mari. Af en indskrift på en statue af guden Nebo erfarer vi, at hans dronning hed Sammuramat (Semiramis).

Efter ham følger tre konger, af hvilken ingen har efterladt sig historiske indskrifter; men vi får gode oplysninger om tidens begivenheder af en historisk tabel i kileskrift, der behandler tidsrummet 817-723 f.Kr. og anfører de vigtigste begivenheder for hvert år. En af kongerne fra denne tid, Assur-nirari (754-746 f.Kr.), synes at have været en lidet duelig konge, under hvem der pågik mange uroligheder. Muligvis falder i denne tid profeten Jonas’ prædiken i Ninive. Til sidst udbrød der oprør i hovedstaden Kalah, under hvilket kongen vel har mistet Livet.

Kong Asurnasirpal II (800-tallet f.Kr.) førte en række krige. Mange indskrifter fortæller om hans gerninger og den grusomme behandling, som han gav sine fjender. Han gjorde Kalah til sin hovedstad.

Adad-Nirari II og Tukulti-Ninurta II kæmpede mod aramæerne og sørgede for, at babylonerne mistede et stort territorium. Til trods herfor blev indgået fredsaftaler mellem assyrerne og babylonerne, som skulle vare i en periode fremover.