Flavius Stilicho (Stilico) (ca. 360–408) var general (magister militum) og var i 13 år den mest magtfulde mand i det nydannede Vestromerske rige.Mitchell, side 89. Skønt han var søn af en vandalsk officer, blev han alligevel gift med kejser Theodosius niece, og hans regentskab for den mindreårige kejser Honorius markerede et højdepunkt for en germaner i romersk tjenestene.Vogt, side 179. Efter mange år med sejre over rigets fjender, barbarer og romerske oprørere, løb han ind i en serie af politiske og militære tilbageslag, der betød, at hans modstandere ved kejser Honorius hof fik mulighed for at få ham fjernet fra magten, i et forløb, der sluttede med hans fængsling og henrettelse i 408.Simon Hornblower og Anthony Spawforth (red.): The Oxford Classical Dictionary, 3. udgave, Oxford University Press, 1996, side 1444. På baggrund af hans mange vundne slag og ubøjelige pligtfølelse, betegner historikeren Edward Gibbon Stilicho som "den sidste romerske general".Gibbon, (1925-udgave), bind 3, side 225. thumb|left|upright=1.35|Ved romerrigets deling kom det Vestromerske rige til at bestå af de to præfekturer Gallien (med England og Spanien) og Italien (med Nordafrika). Det Østromerske rige bestod af områderne markeret med røde og grønne farver: Illyricum og det østlige præfektur (med Egypten). thumb|upright=1.35|left|På denne diptykon af elfenben ses Stilicho til højre og hustruen Serena til venstre sammen med sønnen Eucherius. Den er fremstillet omkring 395 og findes nu i katedralen i Monza. thumb|left|upright=1.35|Solidus med kejser Honorius, præget i Ravenna i perioden 402-406. Tjeneste under kejser Theodosius Stilichos far var romersk soldat og vandaler af fødsel,Norwich, side 120 mens hans mor var provinsbo og romer. På trods af hans germanske afstamning tyder alt på, at Stilicho opfattede sig selv som romer, og hans høje rang i imperiet tyder også på, at han ikke var ariansk kristen, som mange germanere var det, men at han fulgte kejserfamiliens nikænske retning, der var den gældende i riget.
Stilicho valgte som sin far at blive soldat, og han steg i graderne under kejser Theodosius, der var medkejser med ansvar for den østlige del af riget. I 383 var han en af kejserens udsendinge til den persiske kong Shapur 3.'s hof i Ctesiphon, hvor man drøftede en fredsaftale i forbindelse med delingen af Armenien.Williams, S., Friell, G. Theodosius, The Empire at Bay. 1994. side 41 Den diplomatiske indsats gik godt, og et par måneder efter sin hjemkomst opnåede Stilicho den ære at blive gift med kejserens niece Serena. Kejseren opfattede Stilicho som en nyttig allieret i hæren, og tilknytningen til kejserfamilien resulterede i tre børn, sønnen Eucherius og døtrene Maria og Thermantia. Serena var ikke bare en tilfældig slægtning til kejseren. Theodosius havde et til tider voldsomt temperament, og man sagde ved hoffet, at Serena var den eneste, der var i stand til at dæmpe hans raserianfald. Theodosius havde yderligere vist sin niece den ære at adoptere hende.
Da kejser Valentinian 2. døde under mystiske omstændigheder i 392, blev der for alvor brug for Stilicho. Theodosius var nu i princippet enekejser, men i det vestlige rige sørgede den egentlige magthaver - den frankiske general Arbogast - for at udpege Eugenius til modkejser. Den sagesløse Eugenius var tidligere kansler og underviste i retorik, men han kunne ikke undslå sig for rollen som en brik i Arbogasts magtspil.Norwich, side 114 Theodosius gik i gang med at udruste østrigets hær, og Stilicho fungerede som næstkommanderende. I 394 var hæren klar, og da den marcherede mod vest i forsommeren, omfattede den også et kraftigt gotisk islæt i form af omkring 20.000 mand under kommando af Gainas, og med den unge høvding Alarik som en af de ledende officerer. De to hære tørnede sammen ved Frigidus 5. september 394, og først efter to dages hård kamp måtte Arbogast og hans tropper vige. Arbogast valgte at begå selvmord og Eugenius blev henrettet umiddelbart efter slaget.Norwich, side 115-116 Kejseren sendte herefter bud til Konstantinopel, om at sønnen Honorius skulle komme til Milano, så han officielt kunne blive hyldet som tronfølger til den vestlige del af riget. Serena havde ansvaret for den 10-årige dreng på turen, men da de ankom til Milano i januar 395, var kejseren blevet alvorligt syg, og han døde den 17. januar.Norwich, side 116 thumb|upright=1.2|I 1880 udførte den franske maler Jean-Paul Laurens dette billede af den unge kejser Honorius. Billedet har sin egen ironi i det faktum, at kejseren er vist med rigets magtsymboler, skønt han ikke havde nogen reel magt. thumb|upright=1.2|Dette vedhæng (pendant) tilhørte Stilichos datter, kejserinde Maria, gift med Honorius. Det findes nu på Louvre i Paris. Teksten danner et såkaldt Christogram med henvisninger til kejserindens familie: HONORI - MARIA - SERHNA - VIVATIS - STELICHO Magthaver under kejser Honorius Theodosius havde planlagt en egentlig deling af Romerriget, uden en førstekejser, og efter hans død blev denne plan realiseret.Norwich, side 116. Østriget tilfaldt kejserens ældste søn Arcadius, og hans lillebror Honorius blev den første vestromerske kejser. Fra dette tidspunkt var Romerriget permanent delt i et Øst- og Vestrige. Honorius var blot 10 år gammel, og den reelle magt lå hos Stilicho, der fungerede som værge for den unge kejser.
Meget tyder på, at Stilicho også havde ambitioner om at varetage regentskabet for kejser Arcadius i Østriget, men her stødte han på beslutsomme modstandere. Slaget ved Frigidus var gået hårdt ud over de gotiske tropper, og på vej tilbage mod øst gjorde en del af dem oprør og valgte Alarik som deres leder. Resten af hæren under Stilicho og Gainas gjorde klar til at nedkæmpe dem i 395, men ledelsen i Konstantinopel ønskede ikke at få Stilicho for tæt på, så han fik besked om at forlade østriget. Gainas blev udnævnt til general for østhæren, og han blev kaldt tilbage til Konstantinopel. Resultatet var, at Alarik kunne sætte sig på store områder i Illyrien, hvor hans gotere kunne plyndre efter behag.Norwich, side 122.
I 396-397 plyndrede goterne i det nuværende Grækenland, og selv om området var en del af Østriget, drog Stilicho dertil med en hær. Kilderne fortæller, at goterne var omringet og at Stilicho let kunne overvinde dem. Det gjorde han ikke, og histroikerne har siden haft mange forklaringer på, hvordan de bar sig ad med at slippe væk. Norwich mener, at Stilicho lavede en aftale med Alarik. Alarik bevarede sin hær, og han blev oven i købet magister militum (general) for Illyrien.Norwich, side 123. Senere i 397 gjorde generalen Gildo - der var stationeret i Nordafrika - oprør. Han forlangte at de Nordafrikanske provinser skulle overføres til Østriget, hvilket ville have været katastrofalt for kornforsyningen til Rom. Stilicho sendte Gildos egen bror Mascezel, til Nordafrika med en hær, og oprøret blev hurtigt nedkæmpet. Ved sin tilbagekomst til Italien druknede Mascezel imidlertid under mystiske omstændigheder, og der gik rygter om Stilichos indblanding.Gibbon, side 233–235.
Stilicho sørgede i 398 for at båndene til kejserfamilien blev yderligere udbygget i form af ægteskab mellem Honorius og Maria, datter af Stilicho og Serena.Norwich, side 129 Den unge Honorius ser ikke ud til at have haft særlig interesse for sin hustru, og i følge samtidige beretninger var hans største fornøjelse at opdrætte fjerkræ.Norwich, side 128
Der er også efterretninger om, at Stilicho var i England (Britannien), formentligt i 398. Hans store beundrer, digteren Claudian, er knapt så overstrømmende som vanligt i sin omtale af felttoget, og læst mellem linjerne er det en fortælling om, at tingene gik skævt.M. Miller "Stilicho’s Pictish War.” Brittania. Vol. 6, (1975), side 141–144.
Der blev igen brug for Stilichos evner som hærfører i 401, da en gotisk hær invaderede Italien under ledelse af Alarik. Goterne fejede al modstand til side og satte kurs mod Milano, hvor kejseren havde residens. Honorius flygtede, men Stilicho samlede sine tropper, og påskesøndag 402 tørnede de to hære sammen ved Pollentia (det nuværende Pollenzo). Det blev en blodig affære, hvor ingen af parterne var klare vindere, men til slut trak goterne sig og drog tilbage til Illyrien. Stilicho ser heller ikke i denne omgang ud til at have haft lyst til at ødelægge goternes hær, hvilket bestyrker mistanken om, at han havde planer om at lade dem indgå i en konflikt med Østriget.Norwich, side 129. Flugten fra Milano medførte, at Honorius permanent flyttede sin residens til Ravenna, som var kraftigt befæstet og som i tilgift var omgivet af store sumpområder, der besværliggjorde en belejring.Bury, side 110 Selv om den nye hovedstad var meget lettere at forsvare og også havde en beskyttet havn, så betød den noget isolerede beliggenhed, at de tropper, der var samlet i byen, kun i ringe omfang kunne benyttes til forsvaret af det øvrige Italien. Ravenna fungerede som vestrigets hovedstad til den sidste kejser blev afsat i 476. Ostrogoterne beholdt den som hovedstad, og da den kom under østromersk (byzantinsk) herredømme, blev den residens for deres guvernør (exarch).
Imperiet - og Stilicho - vakler I begyndelsen af 400-tallet var hunnerne på ny i bevægelse mod vest, og de folkeslag, de mødte, havde valget mellem at underkaste sig, kæmpe mod hunnerne eller selv søge videre vest- og sydpå - ind i Romerriget. En stor gruppe gotere under ledelse af Radagaisus valgte den sidste løsning, og forlod det nuværende Ungarn med kurs mod Norditalien i 405.Heather (1996), side 128 Mens goterne plyndrede i Norditalien samlede Stilicho en hær, blandt andet med hunniske lejetropper, leveret af høvdingen (kongen) Uldin,Heather (2005), side 196 og Radagaisus blev overvundet i 406. Mange af hans tropper blev solgt som slaver, mens andre blev hvervet til den romerske hær, og Peter Heather ser dette som et tegn på, at Stilicho havde lavet en underhåndsaftale med en gruppe af goterne.Heather (1996), side 147 Radagaisus selv blev fanget, og han blev henrettet 23. august 406.Heather (2005), side 194 Flere historikere mener, at presset fra hunnerne også spillede en afgørende rolle i den beslutning, der blev taget blandt alaner, vandaler og sveber om at forlade deres hidtidige landområder og krydse Rhinen nær Mainz den 31. december 406 og dermed invadere Romerriget.Heather (1996), side 107 Invasionen var i første omgang umulig at standse, og angriberne spredte sig plyndrende og hærgende over hele Gallien. Hovedparten af de romerske tropper var stationeret langs grænsen ved Rhinen, men styrkerne var blevet udtyndet i flere omgange, og de små og spredte garnisoner inde i landet var chanceløse mod overmagten.