thumb|Carl Adolph Feilbergs signatur

Carl Adolph Feilberg (21. august 1844 i København – 25. oktober 1887 i South Brisbane) var en danskfødt radikal/liberalt orienteret australsk journalist, avisredaktør og menneskerettighedsforkæmper. Han var chefredaktør for The Brisbane Courier (nu the Courier-Mail og dengang som i dag Australiens tredjestørste dagblad) og dets ugentlige udgave The Queenslander fra 1883 til 1887 og en af de mest indflydelsesrige politiske kommentatorer i samtidens Australien.Ørsted-Jensen, Robert: The Right to Live, 2011.

Baggrund og opvækst Carl Adolph Feilberg var født i en lejlighed i opgangen Borgergade 1 i det indre København men tilbragte barneårene i landstedet Bonne Esperance ved det nuværende Charlottenlund Fort (hans mellemnavn var stavet som Adolph i kirkebøgerne og i hans prisopgave fra 1879, men han brugte ofte "f" i sin signatur). Han var søn af den københavnskfødte søofficer og handelskaptajn Christen Schifter Feilberg og dennes St. Croix-fødte hustru, Louise Adelaide Lindberg (1809-1850). Sidstnævnte var datter af en gammel dansk plantageejerfamilie, og der er mange indikationer, at netop denne historiske baggrund var en medvirkende årsag til, at han senere engagerede sig så stærkt i spørgsmålet om respekten for aboriginernes og melanesieres menneskerettigheder.

På farens side var Feilberg ud af en velrenommeret og indflydelsesrig københavnsk borgerfamilie. Han var bl.a. fætter til journalisten og restauratøren Lorry Feilberg, samt folkemindesamleren Dr. phil. Henning Frederik Feilberg og dermed også dennes søn lægen Professor Carl Adolph Feilberg og han var derfor også nevø til Louise Christine, f. Feilberg hustru til industrimagnaten Anker Heegaard og på sin farmors side beslægtet med bryggeren Carl Jacobsens senere hustru Ottilia, født Ottilia Marie Stegmann (1854-1903).See også Peter Jacob Schmidt: "Slægten Feilberg, mands- og kvindelinjen", København 1890.

Da moderen døde af barselsfeber, var den da 6-årige Carl sat i pleje hos sin onkel og moster James og Wilhelmine Caroline Buchanan (født Lindberg), som på daværende tidspunkt levede i Glasgow i Skotland.

Carl Feilberg udannedes på en kostskole i Lincolnshire i Midtengland og tilbragte derefter et år eller to på det velkendte Sct. Omer kollegium i Frankrig, inden han påbegyndte en karriere ved en skibsforsikringsagent under Lloyd's i London. Han ramtes imidlertid af en meget aggressiv tuberkulose og måtte som en sidste udvej udvandre til Queensland i juni 1867 og levede derefter i tre år på fåre-'stations', i de indre og tørre egne i det da af kvæg- og fåreopdrættere nyligt invaderede græsgange i det ydre Barcoo (nær det nuværende Tambo) i det centrale vestlige Queensland, hvor han ernærede sig som bogholder, fårehyrde og lignende.

Karriere i Australien I juni 1870 var han kommet sig så meget at han kunne flytte østpå til kystbyen Maryborough, hvor han påbegyndte en karriere som journalist. På et tidspunkt omkring august samme år fandt han ansættelse som medhjælper ved den nyoprettede radikale lokalavis ’Wide Bay and Burnett News’ og det varede ikke længe inden han skrev og redigerede det meste af avisen og allerede i november samme år købte han bladet som han redigerede frem til cirka 1875.

Det var i samme periode og til samme sted, at skandinaviske (især danske) indvandrere begyndte at ankomme med udvandreskibe fra Hamborg og på anden vis i et antal af op mod 6.000, hvilket for Australien, og ikke mindst for Queensland, var et meget stort tal. Danskerne alene voksede hastigt og udgjorde i løbet af får år den anden største ikke-britiske indvandrergruppe på listen over de fremmede, der søgte og fik statsborgerskab i kolonistaten. Queensland og året 1870 markerer således starten på den regulære og af koloniregeringernes udvandreragenter styrede skandinaviske indvandring i Australiens historie. Før 1870 var skandinaviske indvandrere oftest folk, der ankom enkeltvis eller i små grupper på eget initiativ, enkelte var østindiske handelsfolk, andre var eventyrere blandt hvilke der var mange søfolk som rendte fra deres hyre under de store guldfebre i Victoria og New South Wales i 1850'erne.

Det første udvandrerskib med en virkelig stor gruppe af regulære skandinaviske indvandrere, ofte folk der medbragte deres familier, var således det tremastede jernsejlskib Reichstag fra rederiet R.M Sloman & Co i Hamburg, hvis passagerer udskibedes netop på bygden Maryboroughs lille havnemole den 10. marts 1871. Carl Feilberg, som var en ud af en håndfuld på omkring fire til fem skandinaver i området (alle danske), var som journalist tilstede ved ankomsten og interviewede flere af de nyankomne på sit givet noget gebrokne dansk. Mere eller mindre ufrivilligt blev han derfor hurtigt et samlingspunkt for de nyankomne, som oftest ikke talte engelsk eller forstod sig på britisk kultur, og naturligvis slet ikke forstod sig på liv og forhold i de australske kolonier. Reichstag medbragte 326 tyske og schweiziske passagerer hvoraf skandinaverne med 150 (125 danske og 25 svenske) udgjorde den største enkelt-gruppe, en meget stor gruppe som med ankomsten af yderligere to skibe inden for få måneder voksede til over fem hundrede mennesker alene i Maryborough. Carl Feilberg blev derfor organisator og manden der formulerede lovene bag etableringen af en gensidig sygekasseforening kaldet '’The Scandinavian Society’' som derefter stiftedes på ’’Queens Hotel’’ i Maryborough den 28. juli 1872. Det var den første forening af sin art i Queensland, den blev hurtigt et samlingspunkt for alle mulige aktiviteter blandt skandinaverne hvoraf de fleste var unge mænd først i tyverne. Flere medlemmer af denne forening drog sydpå til Brisbane hvor enkelte den 23. september samme år deltog i stiftelsen af yderligere en forening i Brisbane(The Scandinavian Union, som stadig eksistere under navnet Heimdal) med anvendelse af det selv samme engelsksprogede foreningsregulativ som var formuleret af Carl Feilberg og godkendt af de lokale myndigheder kun få måneder tidligere.Ørsted-Jensen, Robert: A Free Passage to Queensland, historie-speciale ved Roskilde Universitet 1994.

Feilberg var dybt engageret i kampen mod brugen af 'kanakas' (melanesisk arbejdskraft) på sukkerplantagerne omkring Maryborough, som han og mange andre betegnede som en skjult genindførelse af 'negerslaveriet'. Det bør tilføjes at hans konstante sammenligning mellem denne trafik og 'negerslaveriet' i Vestindien mere end bare antyder at hans egen familiemæssige baggrund i Dansk Vestindien havde en ikke uvæsentlig indflydelse på hans holdning hvad dette angår. Kampen mod dette 'slaveri' og en relateret kamp for indførelse af almen valgret med een mand een stemme, kostede ham en mængde retssager med anklager om 'æreskrænkelse'. Kampen for valgretten lykkedes, ligesom kampen for at få en ny liberalt-sindet repræsentant fuldbyrdedes i 1873. Han vandt også alle retssagerne, men omkostningerne, rejserne til retshuset i Brisbane, og en lokal politisk motiveret boykot mod mod reklamer i hans avis, knækkede ham til sidst økonomisk. Det var en klassiks avisbankerot for perioden, hvorefter han måtte overlade ejerskabet af sin avis til den sætter han ikke havde kunnet lønne ordentligt i meget lang tid. I stedet tog han imod et tilbud fra Cooktown hvor han fra september 1876 til juni 1877 var redaktør for ’The Cooktown Courier’. Fra februar 1878 til januar 1879, medejer og redaktør af det radikale dagblad ’The Queensland Patriot’ (senere Brisbane ’Daily News’) og derefter som en tiltagende indflydelsesrig politisk kommentator og lederskribent ved ’The Brisbane Courier’ og redaktør for dets ugentlige udgave ’The Queenslander’ fra januar 1879 til december 1880. Halvanden år efter at have gennemført en omfattende ni måneder lang kampagne for Aboriginernes rettigheder i ’The Queenslander’ (senere udgivet som pamfletten The Way We Civilise, se næste afsnit), så han sig nødsaget til at søge arbejde uden for kolonien Queensland. Han var derefter underredaktør ved ’The Melbourne Argus’ fra juni 1882 til juli 1883, men under opholdet i Melbourne blev han igen ramt af tuberkulose og han var i realiteten en dødsmærket mand, da han modtog tilbuddet om at blive chefredaktør for Queenslands ledende dagblad ’The Brisbane Courier’ og ’The Queenslander’ fra september 1883 til han døde i sit hjem "Claraville", beliggende nær hjørnet af Cordelia og Peel Street i South Brisbane, den 25. oktober 1887.

Aboriginernes Menneskerettigheder thumb|right|Den oprindelige forside til 'The Way We Civilise', som i 1998, af den mest fremtrædende historiker på området, blev beskrevet som 'et af de mest indflydelsesrige kampskrifter i Australiens historie.' Carl Feilbergs journalistik havde en usædvanlig bredde og han var uden sammenligning den mest fremtrædende politiske kommentator i Queensland og en af de højest rangerende i Australasien i hans egen tid. Hans mange avisledere og artikler omhandlede især politisk økonomiske spørgsmål, jernbaner, kinesisk og europæisk indvandring, jordfordeling og lignende problemstillinger men afspejler også en for hans tid usædvanlig miljøbevidsthed, han skrev således adskillige dybtgående artikler der argumenterede for nødvendigheden af at gribe ind over for rovdrift på naturgrundlaget, bæredygtig skovdrift og landbrug, faren for jorderosion m.v. Men hans væsentligste bidrag til Australiens historie er den i dag ofte citerede pamflet The Way We Civilise; Black and White; The Native Police fra 1880, af den indflydelsesrige australske historiker professor Dr Henry Reynolds betegnet som (citat):- "et af de mest indflydelsesrige politiske kampskrifter i Australiens historie..."Henry Reynolds, This Whispering in Our Hearts, 1998 p108

Den oftest citerede artikel fra denne pamflet var fra en ledende der åbnede en kampagne for indfødte rettigheder i ugeavisen "the Queenslander" 1 maj 1880 med ordene (i oversættelse til dansk):

"...Sådan, og med anvendelse af jævne ord, omgås vi vores indfødte: Når et nyt område tages i besiddelse, behandles de oprindelige beboere på præcist samme måde som de vilde dyr og fugle nybyggerne måtte finde på et dette sted. De indfødtes liv og ejendele, redskaber, fiskenet, kanoer og våben. Ting som for dem repræsenterer lige så meget arbejdsværdi som husdyrhold og bygninger repræsentere for den hvide nybygger, bliver fra da anset for at være til ubegrænset rådighed for europæerne. Deres ejendele bliver beslaglagt, deres børn bortføres med magt, deres kvinder kidnappes, fuldstændig efter de hvide mænds lune og forgodtbefindende. Den mindste antydning af modstand bliver øjeblikkelig besvaret med en riffelkugle. Mere end det, det første møde mellem de sorte og hvide er oftest markeret med nogle uprovokerede mord på de førstnævnte – for dermed at sætte gang i arbejdet med at ”civilisere” dem. ...."Queenslander May 1 1880, editorial; Rusden: History of Australia Vol 3 pp.146-56 & 235

Feilbergs 1880-pjece opnåede sin største indflydelse i samtiden under New Guinea krisen i 1883. Henry Reynolds og den danskfødte politiske historiker Ph.d. Robert Ørsted-Jensen påviser således, at den fra da af blev emne for global storpolitik. Udgangspunktet var en mindre privat brevveksling mellem Carl Feilberg, som da levede i en slags eksil i Melbourne, og den indflydelsesrige tidligere britiske generalguvernør og højkommissær for Stillehavsregionen Sir Arthur Gordon.