right|thumb|En (imaginær) havn, malet af Claude Lorrain omkring 1639, da merkantilismen var på sit højdepunkt

Merkantilisme er en betegnelse til sammenfatning af de økonomiske tanker, der var fremherskende i Europa i tiden fra skattestatens gennembrud til liberalismens gennembrud, det vil sige i 1600- og 1700-tallet. Disse tanker gik ud på at fremme en varieret struktur i næringslivet og udvikle andre næringsveje end landbruget, som da var den fremherskende levevej. Til trods for fællesbetegnelsen må det fastslås, at de merkantilistiske tanker gennemgik en betydelig udvikling med tiden, og at de fik en noget uens udformning i de enkelte lande betinget af disses forskellige forudsætninger; desuden var der naturligvis nuancer i den vægt, der lagdes hos forskellige forfattere på de enkelte virkemidler. Alligevel vil det være rimeligt at betragte dem som holdende sig inden for samme tankegang, idet udgangspunktet (eller snarere endemålet) var bullionisme, der antager, at ens formuestørrelse (personlig eller national) er udtrykt i hvor meget ædelmetal (guld, sølv, platin med videre) man råder over. Denne bullionisme havde sin oprindelse i senmiddelalderen og prægede gennem hele oplysningstiden de tanker, som netop fandt deres udtryk i merkantilismenPers, s. 392.

Merkantilismen blev for alvor en eksponent for datidens handel, og førte til kolonialismen som følge af, at kolonimagterne (England, Frankrig, Holland, Spanien, men også Danmark) forsøgte at undgå samhandel med produkter, de ikke selv kunne producere. Derfor udvidede disse nationer deres territorier (blandt andet i Afrika, Vestindien og Fjernøsten) for at få adgang til råvarer, de ellers ville være nødt til at købe sig til så som sukker, gummi, silke, krydderier, træ, diamanter og ædelstene. De ville i modsat fald være nødt til at give afkald på dele af deres ædelmetalbeholdning for at betale for et givet køb af en vare, der var behov for, hvilket var i modstrid med merkantilismens grundide: at ophobe formue i form af ædelmetal.

Af interessante konsekvenser af den aggressive protektionistiske handelspolitik, som merkantilismen førte med sig, kan fremhæves den nordamerikanske revolution (1776 og fremefter), som startede blandt andet på grund af voldsom utilfredshed med de skatter og toldsatser, som det britiske hjemland pålagde de daværende nordamerikanske kolonier, blandt andet toldsatserne på te – jævnfør "The Boston Tea Party" og "The Stamp Act".

Oprindelse og anvendelse

Begrebet merkantilisme blev først udformet af fysiokraten Marquis de Mirabeau i 1763 og vandt udbredelse takket være Adam Smiths "Nationernes Velstand" fra 1776, hvor den formulerede økonomiske politik kritiseres. Begrebet blev hurtigt overtaget af historikere, der heri så en velegnet måde at sammenfatte datidens tankegang i et enkelt rammende udtryk.

Merkantilisme som led i enevældens opbygning

Merkantilisme indgik som et betydningsfuldt led i datidens statspolitiske bestræbelser for at opbygge de moderne, nationale stater, der med en enevældig fyrstemagt som midtpunkt rejste sig på domænesamfundets ruiner. Idet rammerne for middelalderens snævert begrænsede stedøkonomi sprænges og adelsvældets magt blev knækket ved de nye statsdannelser, opstod behovet for af skaffe statsindtægter for et styre med mere arealomfattende virkerammer. Med merkantilismen fødtes derfor den egentlige national- eller statsøkonomi, ikke som videnskab, men som politisk-økonomisk statsmandskunst, hvis mål det i første række var at sikre statskassen kilder til dækning af udgifterne til den store hær, som en udvidelseslysten krigs- og kolonialpolitik nødvendiggjorde, til et stort og kostbart hofhold, til den nye, lønnede embedsstand. At skaffe penge til staten og at bevare pengene i landet blev derfor merkantilismens første og sidste bud, dens løsen i at opbygge et nationalt mønt- og finansvæsen indad og udad en gunstig handelsbalance med et overskud af rede penge ved opgørelsen af landets samlede handelsomsætning med udlandet.

Foruden opbygningen af en stærk centraliseret statsmagt var der andre træk i tiden som fremmede merkantilistisk tankegang. Således skete en stærk teknologisk udvikling af skibsfarten og ligeledes en kraftig vækst i byområder, hvilke begge virkede til fremme af den internationale samhandel. Det var – set i dette lys – naturligt, at merkantilisterne lagde vægt på at udvikle på hvilken måde en sådan stigende samhandel kunne tjene statens interesser. Endvidere må det siges, at de umiddelbart gode erfaringer med hensyn til oprettelsen af kolonier kunne virke understøttende for en argumentation til yderligere støtte for denne udvikling. Sammen med den samtidige udvikling inden for krigsvæsenet, der fordyrede denne og bevirkede voksende finansieringsbehov, blev tidens træk at hævde dels, at denne udvikling var en fordel, dels at vise veje til finansieringen af denne, dels at forene nationale argumenter med en støtte til den fremvoksende statsform.

Vanskeligheden ved denne tankegang var, at den rummede et konfliktpræget syn på omgivelserne, hvor hensynet til egne interesser så at sige måtte ske på bekostning af andre lande. Merkantilismen udviklede sig efterhånden til at blive en af og for staten ordnet, altomfattende handelspolitik med landsfaderlig forsynlig regulering af næringslivet, ofte hårdhændet nedbrydende skranker for dettes fri vækst, men lige så ofte skabende nye ved begunstigelser, monopoler (enerettigheder) og koncessioner. Nok betegnede merkantilismen en frigørelse af de økonomiske kræfter og en udvidelse af genstandsfeltet sammenlignet med den middelalderlige natural- og lokaløkonomi, men sammenlignet med en senere tids samfundsøkonomi må den karakteriseres som ensidig: over alt dannede merkantilismen et udslag af en i sine ytringsformer utilsløret national egoisme; under dens herredømme var den enkelte stat sig selv nok; andre stater var fjender, det gjaldt at afpresse deres guld. For den merkantilistiske opfattelse var den internationale handel en slags krig, og kommercielle interessespørgsmål, kamp om markedet blev hyppigt årsag til virkelige krige. Afspærring udad, selvtilstrækkelighed, koncentration indad var målet, for gennem centralisering af alle landets økonomiske og politiske kræfter at skabe en stærk, uafhængig og konkurrencedygtig stat.

Tankegang

Merkantilismen hvilede på to målsætninger: en rettet mod de indenrigske forhold og en rettet mod rigets forhold til omverdenen.

Enhedsstaten

I middelalderen havde statens styring af de økonomiske liv ligget på det stedlige plan: man havde rettet opmærksomheden mod dels at styre den økonomiske virksomhed ved købstadsrettigheder og andre privilegier, dels opkræve afgifter (fx accise) ved indførsel til og udførsel fra købstæderne og ved varefragt mellem de forskellige landsdele. Efterhånden blev det imidlertid klart, at det var ønskeligt med en samlet (centraliseret) styring og kontrol fra samfundets side til gavn for almenvellet. Merkantilisterne gjorde det derfor til et mål at skabe et enhedssystem, der fjernede splittelse og uligheder inden for de til samme stat hørende landområder med hensyn til toldvæsen, møntfod, mål, vægt, næringslovgivning og andre forhold, der greb ind i ellere styrede undersåtternes økonomiske virke. I det store og hele skulle det dog blive begrænset, hvad der opnåedes i denne retning; Sveriges toldenhed blev et af de få udfaldJensen, s. 432f. For Danmarks vedkommende kan Ole Rømers bestræbelser på at skaffe landet et fælles målesystem nævnes. Af andre indgreb kan nævnes dels bestræbelserne på at ophæve lavene eller i det mindste begrænse deres indflydelse, dels ved alskens privilegier som skattefrihed, lån, monopoler med videre at fremme udviklingen af en indenlandsk manufaktur- og fabriksvirksomhed, der ikke blot kunne tilfredsstille det hjemlige behov, men tillige afsætte på det udenlandske marked. Man så i de store klasser af omkringstrejfende tiggere grundlaget for at skaffe industrien billig arbejdskraft til en lav arbejdsløn.

Kolonier og udenrigshandel

I forhold til omverdenen blev det merkantilisternes mål først og fremmest at sikre en positiv handelsbalance, det vil sige større vareudførsel end vareindførsel. Udførsel af ædelmetaller skulle forhindres eller begrænses mest muligt, indførsel af ædle metaller skulle derimod fremmes og ophobes som formue. Disse tanker blev med tiden udvidet med hensyn til råstofpolitik: egne råstoffer skulle forblive i landet og forædles her til gavn for sysselsætningen, hvorefter de forædlede varer kunne eksporteres til gavn for handelbalancen. Gennem udførselstold vanskeliggjorde man udførsel af råstoffer. Mangel på hjemlige råstoffer søgtes modvirket ved oprettelsen af råstofrige kolonier i de fjerne, hvorfra råstoffer til forædling kunne hjemtages – helst på egne skibe til gavn for forsyningssikkerhed og sysselsætning både for skibsbyggere og for søfolk. Et middel til fremme af denne udvikling blev oprettelsen af egne statsunderstøttede handelskompagnier og lovindgreb for at hindre fremmede skibe i at besejle hjemlige farvande, desuden anvendtes høje toldafgifter eller ligefremme indførselsforbud for at hæmme indførsel af fremmede varer, mens eksporten af færdige varer fremmedes ved udførselspræmier, og afsætningen lettedes ved indgåelse af handelstraktater.

Den merkantilistiske teoris udvikling

Merkantilismens grundsætninger blev ikke samlet formulerede af dens egne talsmænd; de udkrystalliseres så at sige af dens praksis. Denne praksis hvilede ikke desto mindre på forskellige mere eller mindre udbredte skriftlige, teoretiske (eller snarere propagandistiske) arbejder. Tidens litteratur er kendetegnet ved en rig udgivelse af brochurer og andre skrifter, ofte udgivne i særlige sammenhænge men ikke desto mindre til tider med stor indflydelse. Dette gælder især England, hvor navne som Hales, Francis Bacon, Malynes, Misselden, Thomas Mun, Culpeppar (far og søn), Josiah Child, Davenant, William Petty, Gee samt James Steuart må fremhæves, desuden i Nederlandene Peter de la Court, i Frankrig blandt andre Montchrétien og Melon, i Sverige Johan Risingh, Anders Berch, Anders Nordencrantz, Salander og Johan Fredrik Kryger, i de tyske områder Seckendorff, Johan Joachim Becher, Philipp Wilhelm von Hornick og Johann Heinrich Gottlob von Justi.

Baggrund

Merkantilismen kan ses som et opgør med den middelalderlige, skolastiske økonomiske tankegang under indtryk af kristendommens ideer om retfærdighed og fromhed og inspireret af Aristoteles og Platon, der lagde hovedvægten på udveksling mellem individer (det vil sige mikroøkonomi) og afviste ophobning af rigdom og den hermed forbundne udlån mod rente (der opfattedes som åger og derfor i den kristelige tankegang en synd). Med merkantilismen vendes blikket derimod mod statens samlede økonomi (det vil sige makroøkonomi) og vægten flyttedes derfor over til sikringen af en sund samlet samfundsøkonomi, hvilket man satte sammenfaldende med sikringen af et nettooverskud i samhandelen med udlandet, der kunne inddrages af staten (kronen) for derved at blive brugt til samfundsnyttige (ret beset statslige) opgaver så som sikringen af en stærk hær (ofte af lejesoldater), opbygningen af en mere sammensat samfundsøkonomi ikke alene hvilende på landbruget og ikke mindst med statens behov for øje i form af manufakturer og fabrikker samt opbygningen af et statstrofast lønnet embedsvæsen. Hvor staten tidligere i kraft af naturaløkonomien i stor udstrækning havde måtte trække på den bønderne pålagte pligt til at stille arbejdskraft til rådighed, skulle staten nu i kraft af den fremvoksende pengeøkonomi i højere grad blive i stand til at hidkalde lønnede fagfolk til sådanne opgaver.

Bullionisme