Slaget om Carentan var et slag i 2. verdenskrig mellem luftbårne amerikanske styrker og tyske tropper under Operation Overlord. Slaget foregik mellem den 10. og den 14. juni 1944 på vejen til og i byen Carentan i Frankrig.
Målet for de angribende amerikanske styrker var at opnå en sammensmeltning af de amerikanske brohoveder (Utah Beach og Omaha Beach) og etablering af en kontinuert forsvarslinje mod forventede tyske modangreb. Den forsvarende tyske styrke forsøgte at holde stand i byen længe nok til at forstærkninger på vej sydfra kunne nå at ankomme, forhindre eller forsinke sammenlægningen af brohovederne og forhindre den 1. amerikanske armé i at angribe i retning af Lessay-Périers som ville afskære Cotentin halvøen.
Carentan blev forsvaret af 6. faldskærmsregiment, to Øst-bataljoner og rester af andre tyske styrker. Den 17. SS pansergrenader division, som havde ordre til at forstærke Carentan blev forsinket af mangel på transportmidler og angreb fra allierede fly. Den angribende 101. luftbårne division landede med faldskærm og svævefly den 6. juni som led i de Amerikanske luftbårne landsætninger i Normandiet og fik ordre til at erobre Carentan.
I det efterfølgende slag tiltvang 101. luftbårne division sig adgang over dæmningsvejen ind i Carentan den 10. og 11. juni. Mangel på ammunition tvang de tyske styrker til at trække sig tilbage den 12. juni. Den 17. SS pansergrenaderdivision gennemførte et modangreb mod 101. luftbårne division den 13. juni. Det gik godt i starten, men angrebet blev slået tilbage af Combat Command A (CCA) fra den amerikanske 2. pansrede division.
506. faldskærmsregiments rolle i slaget blev beskrevet i Stephen Ambroses bog og HBO tv-serien Kammerater i krig. 502. faldskærmsregiments rolle blev basis for to videospil.
Baggrund
Operation Overlord Den 6. juni 1944 indledte de allierede Operation Overlord en massiv og længe ventet invasion af Frankrig fra luften og fra havet. Den 101. luftbårne division landede bag Utah Beach med den opgave at blokere tyske forstærkninger fra at angribe det amerikanske 7. korps under dens primære opgave med at erobre havnen i Cherbourg.
En sammenkædning af de amerikanske brohoveder ved Utah og Omaha Beach var et mål på D-dag for de styrker, som blev landsat ved kysten, men blev ikke opnået på grund af kraftig tysk modstand ved Omaha Beach. Hertil kom, at de allieredes efterretningstjeneste troede at tre tyske divisioner var ved at samle sig for at drive en kile ind mellem dem. Den allierede øverstkommanderende, general Dwight D. Eisenhower inspicerede Omaha den 7. juni og gav ordre til en "koncentreret indsats" for at gennemføre sammenkoblingen af de to brohoveder.
General Omar Bradley, den øverste amerikanske officer på landjorden gav ordre til at den oprindelige taktiske plan skulle ændres, så en sammenkædning af de to brohoveder ved Isigny og Carentan fik højeste prioritet. 7. korps fik opgaven på Carentan siden og gav 101. luftbårne division, som var tættest på byen, "den ene opgave at erobre Carentan."
Geografi Carentan er en havneby i Normandiet i Frankrig. Den ligger i floddalen ved Douve-floden ved foden af Cotentin-halvøen. Under 2. verdenskrig havde byen en befolkning på omkring 4.000. Fire hovedveje og en jernbane mødtes i byen fra Cherbourg i nordvest, Bayeux og Caen mod øst, Saint-Lô mod sydøst og Coutances mod sydvest., 100-101.
Byen domineres af højereliggende områder mod sydvest og sydøst, som altsammen var under tysk kontrol under slaget. De andre tre adgangsveje er omgivet af vandveje: Douve-floden mod vest og nord, et bådebassin mod nordøst og Vire-Taute-kanalen mod øst. Tyskerne oversvømmede en stor del af floddalen ved Douve inden invasionen, hvilket skabte et marskområde, som ikke kunne passeres af køretøjer, og kun vanskeligt var passabelt for infanteri, en taktik som tidligere var blevet brugt af kejser Napoleon i det samme område..
Hovedvejen fra Saint Côme-du-Mont krydsede flodsletten over en smal 2 km lang dæmningsvej med 2-3 meter høje skrænter. Fire broer krydsede Douve og adskillige bifloder langs dæmningsvejen. Tropper i åbent terræn under beskydning kunne kun gå i dækning ved at grave sig ned på den østlige side af dæmningsvejen. Da de trak sig tilbage fra Saint Côme-du-Mont, havde tyskerne sprængt bro nr. 2 på dæmningsvejen og en del af jernbanedæmningen.Marshall, Study No. 3, 65-70. Den anden bro krydsede Douve, den dybeste forhindring, mens de øvrige tre broer krydsede mindre vandløb.
Styrker Carentan blev forsvaret af to bataljoner faldskærmsjægere fra 6. faldskærmsregiment under ledelse af Oberst Friedrich von der Heydte, og rester af den 91. luftlandedivisions 1058. grenaderregiment. Begge var undsluppet fra den nærliggende Saint Côme-du-Mont den 8. juni da landsbyen blev erobret af 101. luftbårne division. II./FJR6 and III./FJR6 (2. og 3. bataljon af 6. faldskærmsregiment) var stadig intakte som kampenheder, men III./GR1058 var omtrent blevet ødelagt under tre dages kamp, og fungerede ikke længere effektivt som enhed.
Det tyske 84. korps forstærket med 6. faldskærmsregiment med to bataljoner af Øst-legion tropper og nogle få overlevende fra 914. grenaderregiment (fra 352. infanteridivision) efter dens nederlag den 9. juni ved Isigny-sur-Mer. Heeresgruppe B's chef feltmarskal Erwin Rommel beordrede von der Heydte til at forsvare byen "til sidste mand." Otl. von der Heydte placerede de tredje- og fjerderangs (efter tysk definition) østeuropæiske bataljoner langs Vire-Taute kanalen for at forsvare mod øst. 2. bataljon af faldskærmstropperne placerede han hen over Carentan enden af dæmningsvejen og 3. bataljon gravede sig ned for at forsvare mod angreb fra nord.
Den 17. pansergrenaderdivision var stationeret ved Thouars. Den var angiveligt en mekaniseret infanteridivision i OKW's mobile reserve, men havde hverken kampvogne eller tilstrækkelig mange transportkøretøjer. Den 7. juni fik den ordre til at rykke til Normandiet efter den allierede landgang. Den blev imidlertid forsinket af mangel på lastbiler og af angreb fra allierede fly, som ødelagde broer over Loire-floden og greb ind overfor bevægelser med jernbanen. De forreste elementer nåede Angers den 9. juni og Saint-Lô den 10. juni. På dette tidspunkt var det Rommels største bekymring at forhindre et angreb vestpå fra Carentan for at afskære Cotentin-halvøen. 38. pansergrenader dannede en mobil kampgruppe, der skulle modstå enheder fra 5. amerikanske korps syd for Isigny og 37. pansergrenaderregiment blev sendt til Carentan.
101. luftbårne division samlede sine styrker i Normandiet den 9. juni. Dens tre faldskærmsregimenter, 501., 502 og 506. faldskærmsregiment var blevet spredt ud over området ved nedkastningerne og et betydeligt antal mænd blev dræbt eller savnedes som følge heraf. Divisionen havde lidt yderligere tab ved erobringen af Saint Côme-du-Mont. Dens 327. luftbårne infanteri regiment (svævefly) var landet ved Utah Beach den 7. juni og bortset fra dens 3. bataljon, som var tilknyttet 401. luftbårne infanteriregiment (svævefly) havde den endnu ikke for alvor været i kamp.
Den 2. pansrede division, som var en del af 5. Korps var rykket frem fra Omaha Beach for at støtte fremrykningen af 175. infanteriregiment (29. infanteridivision) til Isigny. Dens Combat Command A (CCA) bestod af M4 Sherman kampvogne fra 2. bataljon af 66. pansrede regiment og mekaniseret infanteri fra 3. bataljon af 41. pansrede infanteriregiment og var til rådighed som pansret reservestyrke for 101. luftbårne division.
Slaget Den 9. juni afsluttede 101. sin konsolidering med 502. faldskærmsregiment som afskærmning på højre flanke langs den øvre del af Douve-floden, 506. faldskærmsregiment var placeret hen over hovedvejen til Carentan og 327. luftbårne regiment lå på venstre side i stillinger langs Douve-floden overfor Brévands. 501. faldskærmsregiment var divisionens reserve.
Patruljer og luftrekognoscering af Carantan antydede at byen kunne være let forsvaret, og en plan om at erobre byen i en knibtangsmanøvre blev udformet. 502. faldskærmsregiment skulle angribe på højre og 327. luftbårne regiment på venstre side. Det var meningen at angrebet skulle indledes lige efter midnat den 10. juni. Derpå var det 502. faldskærmsregiments opgave at overskride broerne og erobre det højereliggende område sydvest for byen lang hovedvejen til Périers (Hill 30) for at afskære tilbagetrækning. 327. skulle krydse Douve ved Brévands, foretage en cirkelbevægelse 1½ km mod øst og komme ind ad vejen fra Isigny og erobre byen.
Purple Heart Lane, 10. juni thumb|right|Amerikanske soldater i Carentans gader. Præcis dato ukendt. Forrest i 502- angreb var 3. bataljon under oberstløjtnant Robert G. Cole. De konstaterede at bro nr. 2 ikke var repareret og at de ingeniørsoldater, som havde fået opgaven var under beskydning fra en 88 mm kanon. Cole sendte sin stabsofficer S-2, premierløjtnant Ralph B. Gehauf og en patrulje over floden i en lille båd. De begav sig frem til den sidste bro, som de fandt blokeret af en belgisk port. Patruljen kunne skubbe forhindringen 45 cm til siden, lige nok til at en soldat ad gangen kunne passere. Patruljen blev snart oplyst af lysblus og blev beskudt med morterer og maskingeværer. Den vendte tilbage kl. 5.30 da angrebet blev udsat. Hovedparten af beskydningen syntes at komme fra en stor gård () og en hæk på et højereliggende område 225 meter til højre for hovedvejen på den anden side af bro nr. 4 Kort
Klokken 1.45 begyndte 1. bataljon af 327. at krydse gangbroerne over den nedre Douve, og kl. 6 var hele regimentet under dækning af artilleriild. Regimentet erobrede Brévands og indledte den 5 km lange bevægelse mod syd og vest. A kompagniet fra 401. regiment ledsaget af divisionens stabsofficer S-3 forlod kolonnen og marcherede mod Auville-sur-le-Vey for at få forbindelse med 29. infanteridivision. 327. mødte ikke alvorlig modstand indtil det nærmede sig broerne over Vire-Taute-kanalen øst for Carentan kl. 18. Det gik til angreb med to bataljoner på linje og ved midnat havde det kontrol over den østlige bred.
Broen over Douve var stadig ikke repareret da 3. bataljon af 502. vendte tilbage ved middagstid. Faldskærmstropperne brugte forhåndenværende ingeniørmateriel til at bygge en improviseret gangbro og indledte deres angreb kort efter kl. 13. De rykkede i enkeltkolonne krybende og kravlende hen ad dæmningsvejen og den forreste mand i bataljonen på 400 mand nåede frem til bro nr. 4 omkring kl. 16, mens hovedparten af resten havde passeret bro nr. 3. Under artilleri og morterbeskydning og derpå snigskytte- og maskingeværild da de nåede indenfor rækkevidde kom det til store tab i 3. bataljon af 502. Mørkets frembrud afsluttede fremrykningen, men tabene fortsatte da et angreb kl. 23.30 fra to lavtflyvende tyske Ju 87 Stukaer beskød dæmningsvejen og slog "Item" kompagniet fuldstændig ud af kampen. De alvorlige tab, som 3. bataljon led blev vurderet til at udgøre 67 % af den oprindelige styrke,Bataljonen havde 132 mand til rådighed for indsats ud af 400 da den blev overført til reserven den 12. juni resulterede i øgenavnet "Purple Heart Lane" til dette stykke af hovedvejen mellem Carentan og Sainte-Mère-Église. Den tidligste omtale af navnet er i en artikel af Cecil Carnes i udgaven fra 9. september 1944 af The Saturday Evening Post, "The Paratroopers of Purple Heart Lane".
Coles angreb, 11. juni thumb|Amerikanske haubitser beskyder tilbagegående tyske styrker. thumb|Amerikanske faldskærmstropper bruger en fanget Kübelwagen i byen Carentan.