thumb|250px|Det amerikanske slagskib USS Nevada affyrer sine kanoner mod stillinger i land for at sikre landgangen på Utah Beach
Krigen til søs under Operation Overlord omfattede kamphandlinger mellem tyske og allierede flådeenheder i perioden fra begyndelsen af juni til midten af august 1944 i Den engelske kanal.
De vestallierede havde længe planlagt en storstilet operation under kodenavnet Operation Overlord, som skulle skaffe dem et sikkert fodfæste i det nordvestlige Frankrig og skabe en Anden front i kampen mod Nazityskland. Deloperationer indenfor rammerne af Overlord fik egne kodenavne. Invasionen på D-dag fik navnet Operation Neptune – dvs. transporten til Normandiet, selve landgangen og sikring af brohovederne på strandene. Til denne operation samlede de allierede en stor flåde af krigsskibe, som før og under landgangen beskød de tyske stillinger ved strandene og beskyttede den egentlige invasionsflåde og de efterfølgende forsyningsskibe.
Både de allierede og tyskerne indsatte ikke blot konventionelle enheder, men også særligt udstyr såsom mini-ubåde, bemandede torpedoer og raketter. De store tab på begge sider skyldtes til dels naturfænomener, såsom storme i området.
Det lykkedes for de allierede at etablere vigtige forsyningsinstallationer, såsom en undersøisk rørledning til transport af benzin,Operation Pluto, to kunstige Mulberry-havne samt at erobre en vigtig forsyningshavn i Cherbourg. Gennem et samarbejde mellem hær, flåde og luftvåben lykkedes det de allierede at sætte sig fast i Normandiet og herefter gennemføre målet om at besejre Tyskland.
Baggrund Udgangspositionen
Allerede ved USA's indtræden i krigen i december 1941 stod det klart, at et angreb på det europæiske fastland kunne ventes. På Arcadia-konferencen i Washington ved årsskiftet 1941-1942 blev det besluttet, at en landgang enten skulle ske over Middelhavet fra Tyrkiet mod Balkan eller i Vesteuropa. Man valgte at prioritere krigen mod Tyskland højere end Stillehavskrigen mod Japan (Europa først strategien) ud fra den vurdering at Tyskland var den stærkeste af de to.
For at aflaste den Røde Hær havde Josef Stalin siden juli 1941 krævet, at de allierede straks skulle åbne en Anden frontSovjetunionen havde indtil juni 1941 været Tysklands allierede og støttet nazisterne med råvareforsyninger i krigen mod Storbritannien På Teheran-konferencen i november 1943 blev det besluttet at gennemføre en landgang i både nord- og Sydfrankrig i 1944, henholdsvis Operation Anvil og Operation Overlord. I modsætning til Winston Churchill, som – angiveligt på grund af knaphed på skibe – ville undlade invasionen i Sydfrankrig – gik Stalin ind for den oprindeligt planlagte knibtangsbevægelse. Den Røde Hær havde allerede tidligere anvendt denne taktik med held. Amerikanerne anså ligeledes en invasion i Sydfrankrig for hensigtsmæssig da havnene i Toulon og Marseille kunne blive vigtige forsyningshavne for de allierede tropper i Frankrig. En invasion i Sydfrankrig blev blev dog udskudt og først gennemført som Operation Dragoon i august 1944, da Churchill frygtede at de allierede kræfter ville blive svækket, hvis de blev indsat på for mange krigsskuepladser på en gang, og dermed forsinke fremrykningen.
På Casablanca-konferencen i januar 1943 var det i Stalins fravær blevet besluttet at etablere et fælles hovedkvarter for de allierede styrker i Vesteuropa Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force. I første omgang blev der udpeget en stabschef for denne enhed, generalløjtnant Frederick E. Morgan, som fik til opgave at udarbejde planer for en allieret invasion i Nordvesteuropa. I slutningen af 1943 blev Dwight D. Eisenhower udnævnt til øverstkommanderende for Allied Expeditionary Force. Hans vigtigste underordnede var feltmarskal Bernard Montgomery, som skulle lede landstyrkerne ved landgangen, admiral Bertram Ramsay, som ledede flådestyrkerne og luftmarskal Trafford Leigh-Mallory, som ledede styrkerne i luften. Det umiddelbare mål med operationen var at få kontrol med byerne Caen, Bayeux, Saint-Lô og Cherbourg.
Krigsdeltagernes strategiske position Briterne havde tre hangarskibe, tre moderne slagskibe og yderligere seksten store krigsskibe i reserve ved Skotland. Her blev de ikke beskadiget af miner og de kunne indsættes i konvojtjenesten til Sovjetunionen via Arktis og langs de britiske kyster. Derfor havde briterne ikke tilstrækkelig mange skibe til at kunne gennemføre en invasion i Frankrig. Briterne overførte derfor personel fra hær, luftvåben og minelæggere for at kunne bemande flere skibe. Desuden trak briterne skibe væk fra Middelhavet, stoppede overførslen af skibe til det Indiske Ocean og begrænsede antallet af skibe indsat som ledsageskibe for konvojerne over Atlanten.
Da Eisenhower og hans stab stadig var bange for, at invasionsflåden var for lille blev der tilføjet skibe fra den amerikanske flåde. Amerikanerne måtte dog undvære de skibe, som var indsat i Stillehavskrigen mod Japan, heriblandt et stort antal hangarskibe. På grund af Stillehavskrigen havde amerikanerne i begyndelsen heller ikke villet givet tilsagn om at kunne levere det ønskede antal landgangsbåde, selv om produktionen af amfiebiefartøjer var foregået i højt tempo siden 1942.
Efter konflikter om nødvendigheden af yderligere amerikanske skibe til invasionen i Normandiet afsendte den amerikanske flådes øverstkommanderende Ernest J. King, tre gamle slagskibe og en eskadre med destroyere samt forskellige landgangsbåde til England. Udover disse skibe deltog der også 49 franske, polske, græske, hollandske og norske skibe i landgangen.
De allierede kunne støtte landgangen med i alt 7 slagskibe, to monitorer, 23 krydsere, tre kanonbåde, 105 destroyere og 1.073 mindre krigsskibe. Hertil kom 4.126 landgangsbåde og -skibe, 736 støtteskibe og -både samt 864 fragtskibe, i alt 6.939 fartøjer.
Royal Navys stabchef berettede om antallet af indsatte skibe:
Mulighederne for at indsætte den tyske Kriegsmarine mod de allierede landgangsoperationer var begrænsede (se Den tyske situation i Normandiet i 1944). I juni 1944 rådede Kriegsmarine ikke over nogle store overfladeskibe på baserne i Frankrig. Indsejlingerne til Den engelske kanal blev desuden beskyttet af stærke flådestyrker fra de allierede, som i øvrigt også havde luftherredømmet over Kanalen (se Luftkrigen under Operation Overlord). Det var tydeligt, at Kriegsmarine var uden chance for at afbryde de allierede forsyningslinjer over Kanalen. Alligevel blev enheder fra Kriegsmarine sendt af sted på det der fra et nutidigt perspektiv må betegnes som meningsløse operationer.
thumb|Kasemat i artilleribatteriet ved Merville
Den tyske Kriegsmarine rådede den 6. juni 1944 i hele kanalområdet over blot fem små destroyere, 39 Torpedobåde – hvor af fem ikke var klar til indsats – 163 minesøgere og minestrygere, 57 patruljebåde og 42 marinetendere. Hertil kom fem destroyere, en mindre destroyer, 146 minesøgere og minestrygere og 59 patruljebåde, som var stationeret ved atlanterhavskysten mellem Brest og Bayonne. I den centrale del af Kanalen, der hvor de allieredes invasion fandt sted, rådede Kriegsmarine kun over 4 små destroyere, 15 torpedobåde, 9 patruljebåde og 6 marinetendere. Tyskerne havde forventet, at det var mere sandsynligt at en invasion ville foregå i området ved Boulogne og Pas-de-Calais på grund af den kortere afstand fra England.
Den tyske feltmarskal Erwin Rommel inspicerede i 1944 de tyske forsvarsstillinger i Atlantvolden, som på dette tidspunkt allerede til dels var forældede og iværksatte en række fornyelser inden juni 1944. Han havde gjort en stor indsats for at udbygge forsvarsværkerne på strandende med forhindringer og miner. Nogle af de planlagte bunkere var endnu under opførelse på D-dag. I Frankrig byggede Organisation Todt bunkers for kanoner af sværeste kaliber under indsats af tusindvis af tvangsarbejdere.
Operation Neptune
Forberedelse og planlægning 300px|thumb|Kort over Operation Neptune thumb|Britiske frømænd rensede kysten ved Normandiet for forhindringer og undersøgte terrænet så vidt muligt thumb|Den britiske Admiral Bertram Ramsay (tv.) og den amerikanske kontreadmiral John L. Hall den 25. maj 1944 om bord på USS Ancon thumb|Lastning af landgangsbåde i en engelsk havn, juni 1944
Om mandagen den 17. april 1944 begyndte Royal Navy at lægge miner ved den tyskbesatte kyst af Den engelske kanal. Fra denne dag blev der indtil starten af juni udlagt ca. 6.800 miner ved havnene mellem Holland og Brest i Frankrig. De allierede anvendte fortrinsvis mindre skibe til mineudlægningen, såsom motortorpedobåde. Målet var at hindre tyskerne i at gribe ind i Operation Neptune med skibe. I krigsdagbogen fra den tyske overkommando OKW står der herom: […], at fjenden for første gang har mineret Seinens udmunding ved Le Havre med miner. Spørgsmålet opstod om der heraf kunne sluttes at man ikke havde planer om landsætninger her. Det kunne også dreje sig om miner, som kun var aktive i et vist tidsrum [og derefter var ufarlige].Percy E. Schramm (Hrsg.): Kriegstagebuch des Oberkommandos der Wehrmacht 1944–1945, Teilband 1, , Seite 290
Ved forberedelsen af landgangen i Normandiet blev der også indsat britiske Chariots (bemandede torpedoer) og frømænd. De undersøgte farvandene hvori invasionen skulle finde sted, inspicerede alle strande, så vidt muligt, og fjernede forhindringer, således at de allierede havde gode informationer om landgangsområdet. Den 6. juni ødelagde britiske frømænd mange af de forhindringer på strandene, som tyskerne havde opstillet for at stoppe angriberne.
Den 23. maj opsnappede Station X i Bletchley Park en tyske marinemeddelelse som gav de tyske enheder besked på at udlægge flere miner i Seinebugten, det allierede operationsområdet. De allierede luftvåben og motortorpedobåde fra Royal Navy blev derefter sendt af sted for at holde de tyske enheder tilbage og forhindre at de udlagde flere miner i området, hvilket også lykkedes.
Den allierede langsgangsflåde var delt i fem grupper: Styrke U, O, G, J og S – en til hver af invasionsstrandene.
Styrke U og O skulle sejle fra Dartmouth og Weymouth mod de amerikanske strande. Disse to grupper havde betegnelsen Western Naval Task Force og var underlagt Kontreadmiral Alan G. Kirk. De skulle samarbejde med 1. amerikanske armé under generalløjtnant Omar Bradley på invasionsstrandene Omaha og Utah Beach. I løbet af natten skulle Styrke U (Kontreadmiral Donald P. Moon) lande med 4. amerikanske infanteridivision og Styrke O (Kontreadmiral John L. Hall) med 29. amerikanske infanteridivision. Konvojerne til Utah og Omaha Beach bestod af i alt 16 angrebstroppetransporter.
De resterende tre gruppe startede fra Southampton (Styrke G), Portsmouth (Styrke J), og Shoreham (Styrke S) og skulle sejle til de britiske og canadiske strande. De var også samlet i en overordnet gruppe, Eastern Naval Task Force, under kontreadmiral Sir Philip Vian, som skulle samarbejde med 2. britiske armé under generalløjtnant Miles Dempsey på strandene Juno, Sword og Gold Beach. I løbet af natte skulle Styrke G (Flotilleadmiral Sir Cyril Eustace Douglas-Pennant) landsætte 50. britiske infanteridivision, Styrke J (flotilleadmiral Geoffrey Oliver) landsætte 3. canadiske infanteridivision og styrke S (Kontreadmiral Arthur G. Talbot) landsætte 3. britiske infanteridivision på strandene.
Desuden var meningen, at der skulle afskibes forstærkninger fra Themsens munding ved Felixstowe (forstærkningsgruppe L) og fra Plymouth (forstærkningsgruppe B) så de kunne ankomme i Normandiet om aftenen den 6. og om morgenen den 7. juni.